Flemming Dahl Jensen
Roland Ravn Køjborg fra Nordjyske Medier kom med et oplæg om hvem der er Jammerbugt Kommunes kommende tilflyttere. Privatfoto

Ildsjæle samlet til konference for at få inspiration til øget tilflytning

JAMMERBUGT: For tiden kan det konstateres, at der sker en udflytning fra de store byer. Undersøgelser viser, at bosætning er betinget af en række faktorer, hvor arbejde er en af de afgørende faktorer, men familien og familiens geografiske placering spiller også en stor rolle, især for børnefamilier og seniorer.

I anledningen af at Jammerbugt Kommune også gerne vil tiltrække nye tilflyttere var ildsjæle fra hele kommunen samlet i Sport og Kulturcenter Brovst for at lytte til forskellige indlæg om tilflytning.

Roland Ravn Køjborg fra Nordjyske MEDIER fortalte om hvilke typer der bor i kommunen, og hvad de tiltrækkes af. Det blev belyst, hvem der er kommunens kommende bosættere.

Jeppe Søe, journalist, rådgiver og foredragsholdere holdt et meget tankevækkende oplæg om, hvordan man som kommune når ud til borgerne, som gerne skulle flytte til Jammerbugt.

Efter indlæggene var der drøftelser i de forskellige lokalsamfund.

De over 100 fremmødte havde mange spændende forslag. Blandt andet er det vigtigt at arbejde sammen om at få nye tilflyttere til kommunen, og det er meget vigtigt at fortælle den gode historie omkring de forskellige bysamfund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...