Kunst: Der er fernisering 5. oktober

Så er Galleri Arte i Lildstrand klar med endnu en Birte Ohsten-udstilling, som ferniseres lørdag 5. oktober og kan ses frem til og med søndag 27. oktober.

Indehaver og kulturhistoriker Pier Maria Andersen fortæller, at efter at Birte Ohsten døde i februar i år, er der dukket flere og flere billeder op, bl.a. på loftet - tegninger, grafik, akvareller og oliemalerier, helt tilbage til 1960’erne og frem. Derfor har hun besluttet sig for endnu en udstilling, hvortil hun har lånt billeder af arvingerne.

- Birte Ohsten har været en utrættelig skildrer af landskabsmaleriet, både herhjemme og i udlandet, og man kan se, hvordan hun har skiftet stil gennem årene. Der er billeder fra tiden efter akademiårene, hvor hun fulgte tidens strømninger og malede mørkemalerier. Efter det begyndte hun at male i en mere ekspressiv og voldsom stil, bl.a. er der et meget smukt landskabsbillede fra Chile, som man kan associere til Vincent van Gogh og et andet Chile-billede har mindelser om Emil Nolde og hans billeder med sære væsener, som han malede ved Lildstrand. Der er billeder med både-motiver, nogle mere naturalistiske, og senere har hun fortolket bådene, så der er kommet en større grad af abstraktion ind i billederne, fortæller Pier Maria Andersen og fortsætter:

- Birte Ohsten var yderst afholdt både som menneske og kunstner, og nogle af de mere yndede motiver er Birte Ohstens billeder fra området i Stenbjerg, krukkerne og vasketøjet ved buskene i haven, de drivende sommerskyer og et overvældende blomsterflor, især syrenbillederne er der fokus på. Lys, luft, rum og ikke mindst farverne og den impressionistiske malemåde blev vigtige for Birte Ohsten. Hun var intensiv og søgende, og hun malede spontane øjebliksbilleder på alle tider af døgnet og på alle tider af året. Altid var hun i gang med at male, og netop derfor er der blevet ved med at dukke nye billeder op fra hjemmet i Stenbjerg. Selv om man kan ane det flygtige i motiverne, opleves billederne alligevel som harmoniske og lyriske stemningsbilleder og sindlige billeder på kunstnerens lyse sind.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...