Corona: Det bliver ikke noget fantastisk regnskabsår for de fleste, men viljen til at handle lokalt i krisen har haft stor betydning, lyder meldingen

Fjerritslev: I Fjerritslev skinner solen, og optimismen er så småt ved at overtage ovenpå en lang periode med nedlukninger og mangel på kunder i butikker og på caféer.

Hanne Diederichsen fra Mettes Trend Shop kigger forventningsfuldt ud af vinduet, hvor caféstolene er klar til næste fase af genåbningen af Danmark.

Den hyggelige butik har haft åben, og folk har også været forbi for at købe kaffe, te og andre fornødenheder.

- Men det har godt nok været op af bakke, siger hun.

Alligevel ser hun fremad og glæder sig til masser af gæster i sommersolen.

- Vi har søgt om tilskud til husleje selvom det ikke er helt let - og så må vi bare arbejde benhårdt hen over sommeren, siger hun.

Festerne koster på bundlinjen

Det kan godt mærkes, at der hverken er studenterfester, sommerbryllupper eller konfirmationer i år.

Sådan konstaterer Kasper Jensen fra Styleup i Fjerritslev, mens han peger mod rækken af jakkesæt.

- Her er vi virkelig hårdt ramt, og det gør ondt, men til gengæld så kommer folk jo heldigvis og køber sommertøj og hverdagstøj, så vi klarer os da, og det har været godt at se, at folk støtter op lokalt, siger Kasper Jensen, der har været alene i butikken, da hans elev har været hjemsendt.

Nu ser også han fremad.

- Og så glæder jeg mig til mere liv i byen, siger han.

Hos Merete Kornum i Hokus Pokus er der også åbent, og et stort hjerte på døren opfordrer kunderne til at passe godt på hinanden.

Der er masser af varer på hylderne indtil videre, så kunderne kan roligt kigge ind.

- Men jeg må da indrømme, at jeg kan være lidt bekymret for, om vi får varer fra blandt andet østen, siger Merete Kornum, der dog ikke frygter decideret varemangel.

- Vi har heldigvis mulighed for at købe varer af andre kanaler, så det skal nok gå, og jeg fornemmer jo ligesom mange andre, at folk fortsatgerne vil støtte op lokalt, siger hun.

Hun kan i sin egenskab af bestyrelsesmedlem også fortælle, at Fjerrislev Handelstandsforening arbejder på et program, så der sikres liv i gaderne i sommermånederne, hvor de sædvanlige by night arrangementer er sat på pause.

- Det er jo helt klart, at vi slet ikke kan gøre det, vi plejer, for vi er jo nødt til at sikre, at folk kan holde den nødvendige afstand, men jeg tør godt love, at vi har noget i støbeskeen, slutter hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...