MUSICAL: Fjerritslev Gymnasiums elever byder på et usædvanligt kroophold i en original opsætning

FJERRITSLEV: Efter flere måneders forarbejde er cirka 75 musiske og kreative elever fra Fjerritslev Gymnasium klar til onsdag aftens premiere på dette skoleårs musicalforestilling.

Musicalen hedder »På Dybt Vand« og udspiller sig omkring den tilsyneladende helt almindelige »Vestergade Kro«, hvor en ung, godtroende revisor får job. Kroen styres af den håndfaste kromutter Margit, der sammen med de skørtejagende fiskere Fritz og Erik sætter den lovlydige revisor på noget af en prøve – for under havoverfladen lurer der hemmeligheder!

Musicalens manuskript er skrevet af en gruppe af gymnasiets elever, som allerede i foråret 2019 begyndte at udvikle historien. Siden efteråret er der hver mandag eftermiddag blevet øvet sang, musik og skuespil og arbejdet med kulisser og kostumer. Efter nytår er weekenderne også taget i brug for at blive helt klar til premieren.

Det musikalske univers i forestillingen er blandet i genrer og fra forskellige tidsperioder.

– Publikum kan blandt andet glæde sig til at høre velkendte numre som Gnags’ »Slingrer ned ad Vestergade«, TV-2’s »Hele Verden fra forstanden« og Robbie Williams’ »Let Me Entertain You« fremført af dygtige sangere og gymnasiets eget band, fortæller Ida Mehl Agerholm, som går i 3.g og er med i manuskript-gruppen.

»På Dybt Vand« spiller på gymnasiet fra onsdag 5. til fredag 7. februar. Alle er velkomne, og billetter kan købes ved indgangen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...