LEJRSKOLE: Thorup-Klim Skole har endnu engang valgt at sende elever fra 5. og 6. klasse på tur til solskinsøen Bornholm

KLIM: Klokken er 7.45 en søndag morgen. 26 elever og tre lærere − samt et hav af forældre og enkelte bedsteforældre − står klar ved hallen i Klim. Eleverne er megaspændte og kan næsten ikke finde ro. Det bliver så spændende det her! En tur til Bornholm. Så langt væk fra mor og far − og så i flere dage … puha!

Thorup-Klim Skole havde igen valgt at sende 5. og 6. klasse på lejrskole til Bornholm, hvor elever og lærere skulle bo på Dueodde Familiecamping og Hostel i dagene 8. til 12. september.

− Vi elsker at holde vores lejrskole i Dueodde på grund af beliggenheden direkte ned til den flotte Dueodde sandstrand. Vi har endnu engang valgt at prioritere Bornholmerturen, da vi derved giver vores elever mulighed for at opleve en del af Danmark, som mange af dem aldrig senere i deres liv kommer til at opleve. De får en bredere indsigt i den diversitet og nuancering, der er i dansk natur og faktisk også i vores kultur, fortæller skoleleder Vibeke Kjær Kloster.

Eleverne skulle i løbet af blot tre dage på Bornholm gennem et presset program med mange oplevelser: sandstranden i Dueodde, handelsbyerne Nexø, Svaneke og Gudhjem, Rokkestenen i Paradisbakkerne, Helligdomsklipperne, Hammerknuden, Opalsøen, Hammershus Borgruin, klipperne ved Jons Kapel og Østerlars Rundkirke. Derudover blev det til en guidet rundtur i Middelaldercenter Bornholm.

Eleverne skulle også have været på besøg på Christiansø og Frederiksø, men varsling om vindstød op til 21 m/s gjorde, at lærerne valgte at lave programmet om, så det i stedet blev til en guidet rundtur på Naturcenter Bornholm samt en tur til Rønne.

Eleverne havde også mulighed for at hygge sig om aftenen på campingpladsen, hvor de blandt andet kunne boltre sig i den lokale svømmehal.

Sidste dag begyndte med morgenvækning kl. 4.45, hvorefter turen gik til København. I København havde skolen fået indlagt et stop på fem timer, så eleverne kunne komme på lidt sightseeing.

− Nogle af vores elever har aldrig været i København før. Vi synes, det er vigtigt, at de oplever landets hovedstad og forstår dens betydning for dansk kultur, forklarer lærer Flemming Brix. Eleverne oplevede både Rundetårn, Strøget, Nyhavn og Amalienborg og fik desuden tid til at shoppe lidt souvenirs med hjem. Derefter gik det med tog tilbage til Hobro, hvor forældre stod klar til at køre børn og voksne det sidste stykke hjem til Klim.

Det var nogle glade elever, som vendte hjem til mor og far med en fantastisk oplevelse med i bagagen.

− En oplevelse, som skolen og lærerne håber, at de vil huske for livet, lyder det fra Flemming Brix.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...