FOLKELIGT: Jammerbugt Harmonikatræf afvikles i år for 14. år i træk og forventes at samle 300 gæster om dagen i løbet af weekenden

HJORTDAL: Fra onsdag 7. og frem til søndag 11. august vil området omkring Hotel Højgaarden genlyde af lystige toner, når harmonikaspillere fra hele landet mødes til årets træf i de smukke omgivelser mellem Hjortdal og Slettestrand.

Jammerbugt Harmonikatræf, som er det 14. i rækken, indledes onsdag med besøg fra kommunens plejehjem, og her kan beboerne i et par timer hygge sig med kaffe, øl og vand, mens de oplever dansere på gulvet og kan nynne med på melodierne, som spilles af tre harmonikagrupper.

− Der er allerede 86 tilmeldt, og vi forventer omkring 100 besøgende, beretter formand Niels Chr. Sørensen en uge før træffets begyndelse.

Herefter er alle arrangementer åbne for træffets faste deltagere såvel som gæster udefra. Torsdag aften optræder ni-mandsorkestret One Night Only med numre inden for genrerne country, evergreens og rock.

Borgmesteren holder åbningstalen

Den officielle åbning foretages traditionen tro af borgmester Mogens Gade fredag eftermiddag, efter at Bruno Jensen fra Tornemark på Sjælland har varmet op til velkomst. I løbet af fredag aften kommer 13 orkestre fra hele landet i sving med harmonikaerne, alt imens dansegulvet fyldes med glade tilhørere.

Lørdag formiddag vil en del af musikerne ligesom tidligere år være at finde ved torve- og loppemarkedet i Fjerritslev en times tid for at underholde publikum forskellige steder i gaden. Lørdag er i øvrigt den helt store træfdag med ikke færre end 25 orkestre, der spiller i teltet ved Højgaarden fra middagstid og frem til midnat.

− I løbet af weekenden regner vi med 300 mennesker i teltet om dagen, heraf masser af gæster udefra, lyder det fra Niels Chr. Sørensen.

− Søndag indledes med fælles morgenkaffe for alle med indgangsbillet, og her spiller Preben & Flemming fra Odense, Bruno Jensen fra Tornemark og Nielsen Banden fra Fjerritslev for os. Vi slutter som altid med at synge to fællessange, Dejlig er sommernatten og Jammerbugtvalsen, inden vi skilles for denne gang.

Højgaarden er det ideelle sted

Historien om det succesrige Jammerbugt Harmonikatræf går tilbage til 2006, hvor man begyndte i det små på campingpladsen i Vester Thorup. Siden 2008 har Hotel Højgaarden været det faste hjemsted, hvor der er mulighed for at campere på de tilstødende arealer allerede fra fredagen inden træffet.

Der er 140 campingenheder på pladsen, og de fleste spiser deres måltider på Højgaarden, som hvert år laver en speciel træfmenu, ligesom der er opstillet en pølsevogn udenfor.

Hotelværterne Connie og Niels Olesen har sammen med deres personale og de yngre generationer i familien ydet en kæmpeindsats gennem alle årene for at hjælpe og støtte arrangørerne.

− De ordner alt det praktiske, bemærker en yderst velfornøjet Niels Chr. Sørensen, der bor i Sjørring i Thy og har været formand for træffet i alle årene siden 2006.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...