I familiestøtten i Jammerbugt Provsti, med koordinator Jens Sørensen i spidsen, er der blevet knoklet for at skabe særlige oplevelser for familierne i kommunen - også for dem, der har haft brug for lidt ekstra medvind på cykelstierne.

Ud over at gøre et stort stykke arbejde for at hjælpe de børn og familier, der har brug for en håndsrækning i hverdagen, har 2018 budt på store projekter og oplevelser.

Familiestøtten har været involveret i Sommerlejr med Rotary, Cykeltur for det gode liv og fællestur til Fårup Sommerland.

Sommerlejren blev for andet år i træk arrangeret sammen med Rotary i Han Herred og var en god oplevelse for både deltagere og frivillige.

Børn og frivillige boede fire dage på Naturcenter Fosdalen. Der var arrangeret tur i svømmehal, besøg i Jesperhus Blomsterpark og aktiviteter ved stranden. Vejret var med sommerlejrens deltagere alle fire dage. Lejren er allerede planlagt til at finde sted igen næste år på Naturcenter Fosdalen fra den 3. juli til den 6. juli.

Cykeltur for det gode liv var et nyt initiativ for Familiestøtten. Som både initiativtager og idémager var der en del arbejde forbundet med at planlægge og gennemføre aktiviteten. Men de mange gode oplevelser de frivillige og børnene fik, både ved træningen og på turen til København, var anstrengelserne værd.

I alt 23 børn og omkring 18 frivillige var involveret i projektet, som gav både børn og voksne en unik oplevelse. Alle cykelbørnene klarede turen, som ikke mindst gav børnene fornyet selvtillid og tro på egne evne og muligheder. Børnenes ukuelighed gav alle frivillige en stor glæde og stolthed over at være en del af dette fællesskab.

Sammen med Ønskeland, DGI, Jammerbugt Kommune, SSP og Hobro Julemærkehjem gennemfører Familiestøtten turen igen i 2019 fra den 29. juni til den 3. juli i en udvidet udgave.

Hos Familiestøtten var Jens Sørensen så heldig, at en af hans tidligere elever på Han Herred Efterskole, Frederikke Fyllgraf, tog initiativ til at samle fribilletter fra ansatte i Fårup Sommerland til børn og frivillige i Familiestøtten i Jammerbugt Provsti. 40 børn og voksne drog afsted og havde en fantastisk efterårsdag i Fårup, takket være Frederikke og hendes søde kolleger i sommerlandet.

Hos Familiestøtten i Jammerbugt Provsti glæder man sig til at tage hul på et nyt år, fortæller Jens Sørensen, der håber, at året byder på nye store oplevelser og muligheden for at være med til at lette hverdagen for familier og børn i det nye år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...