SÆSONAFSLUTNING: Sommerens Sange ved havet indrammes af stemningsfuld fællessang i kalkværkets rustikke rum

KLIM: Hen over sommeren har der været fællessang i solnedgangen ved Havbådehuset i Slettestrand med op mod 1.200 deltagere fordelt på fem aftener, og nu afrundes sæsonen – ligesom den begyndte – med en sangaften i Klim Kalkovn tirsdag 20. august.

Her vil Anders Moltsen på klaver og Gitte Nielsen som forsanger stå for et alsidigt program, der er sammensat ud fra Han Herred Sangbogen, og bestyrelsen for Klim Kalkovn er parat med en lille servering til deltagerne.

Det tidligere kalkværk vil med sin fine akustik danne en stemningsfuld ramme om arrangementet.

10 lokale organisationer står bag Sange ved havet og Sange i Klim Kalkovn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...