AKTION: Deltagerne i et weekendkursus på Vester Thorup Højskole omsatte deres nyerhvervede viden og blev miljøaktivister i protest mod ødelæggelsen af havbunden

THORUP STRAND: Søndag 10. november klokken 10 var der dækket op med kaffe og kage i vandkanten ved Thorup Strand, og omkring 100 kaffetørstige gæster tog imod invitationen fra Vester Thorup Højskole, som var dagens vært.

Den hyggelige stemning omkring kaffebordet fik imidlertid en brat ende, da buldozeren, der til daglig bruges til at trække kystfiskernes både i land, nærmede sig faretruende og til sidst tromlede hen over bordet og smadrede stolene, porcelænet og al bordpynten.

Det hele var dog en veltilrettelagt happening, hvis dybere mening var at sætte fokus på det skadelige bomtrawl, der lige nu ødelægger havbunden i Skagerrak og truer med at ødelægge betingelserne for det naturskånsomme fiskeri, der drives fra blandt andet Thorup Strand.

− Thorupstrand Kystfiskerlaug er en af vores samarbejdspartnere på højskolen, og vi vil gerne være med til at bakke op om kampen for et sundt havmiljø og kystfiskeriets overlevelse, forklarer Anni Pedersen, der er forstander på Vester Thorup Højskole.

Efter at aktionen var overstået, gav mange af de fremmødte en hjælpende hånd med oprydningen, og snart var der ingen spor tilbage af den ødelæggende aktion.

− Den helt store forskel på os og bomtrawlerne er, at da vi var færdige, havde vi ryddet helt op og fjernet alle spor af vores ødelæggelse. I modsætning til bomtrawlet bliver der ingen varige mén af denne her aktion, påpeger Anni Pedersen.

Forud for søndagens kaffebord havde lærerne på Vester Thorup Højskole afviklet et weekendkursus, hvor man som deltager blev klædt godt på med viden om bæredygtigt fiskeri og det maritime liv i Skagerrak, inden man skulle i gang med at omsætte sin viden til veltilrettelagt miljøaktivisme.

− På Vester Thorup Højskole er det centralt for vores undervisning, at det handler om at omsætte sin viden til handling. Vi nøjes ikke bare med at snakke, men vi tager sagen i egen hånd og gør noget ved det, understreger Anni Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...