På Vestergade i Brovst ligger et slaraffenland for dyreelskere og -ejere.

Her er butikken JEKAS nyindrettet på næsten 800 rummelige kvadratmeter, en firedobling af arealet i forhold til den tidligere butik på Stationsvej i Brovst. Og samtidig på en rigtig god beliggenhed.

- Nu kommer der også mange tilfældigt forbi på vej gennem byen, de stopper og køber måske noget, eller de bliver inspireret af udvalget og vender tilbage en anden gang, fortæller Jon P. Mortensen, som etablerede JEKAS i 2011.

- Vi har udstyr og foder til alle kæledyr - gnavere, fugle, hund og kat.

Det har betydet et kundegrundlag, der geografisk strækker sig fra Horsens til Skagen.

I virkeligheden var sortimentet stort set det samme på den tidligere adresse, men da var det sværere for kunderne at få overblik over de 4600 varenumre. Der kommer jævnligt nye varer i butikken - noget, som er ret populært, er de helt specielle hundesenge, som er lavet i farver og materialer, der passer fint ind i et stuemøblement. Stoffet er som på en sofa. og prisen er selvfølgelig også derefter.

- Men når man gerne vil indrette sig pænt i sit hjem, betyder det også noget, at hundens møbler passer ind, mener Jon.

En grund til at mange kunder jævnligt kigger ind er også ”JEKAS Boksen”, som er en surprise kasse, der kommer hver måned i ny udgave. Den fås til enten hund eller kat og indeholder godbidder, legetøj og andre overraskelser.

En del af grunden til flytningen og dermed udvidelsen af forretningen er også, at næste generation står på spring til at tage over. Jon P. Mortensens svigersøn, Aleks H. Wendel, er gået ind i firmaet, og planen er, at han om to til fire år overtager JEKAS 100 pct. Det glæder naturligt nok stifteren og ejeren, at det, han har bygget op, til den tid bliver i familien og videreføres på bedste vis.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...