HJEMSTAVNSTRÆF: Fjerritslev Kirke, Fjerritslev Gymnasium, Thorup Strand og Fjerritslev Kro dannede ramme om årets Træf Han Herred

Fjerritslev: På Valdemarsdag 15. juni – Dannebrogs 800-års fødselsdag – blev årets Træf Han Herred afviklet i den vestlige del af Han Herred. Og arrangementet blev fra morgenstunden tilsmilet af strålende sol og en let blæst.

− Rigtig Han Herred-vejr! Kun ganske kort kom en byge forbi, fortæller Hanne Nørby Davidsen, der i dag bor i Aalborg og er en af hjemstavnstræffets mangeårige deltagere. Og hun fortsætter:

− Dagen begyndte med morgensang i Fjerritslev Kirke. For de deltagere, som ikke i mange år har været i Fjerritslev Kirke, blev det et møde med den lette, lyse, strålende kirke, som den fremstår efter en gennemgribende indvendig renovering og ny farvesætning i 2004-05. Medlem af styregruppen, Trine Svestad, bød velkommen til Træf Han Herred 2019, og sognepræst Inger Øeby Pedersen fortalte levende om livet i og omkring Fjerritslev Kirke og ønskede en god dag i den skønne egn.

− Derefter fortsatte vi til Fjerritslev Gymnasium, hvor kaffe og smurte rundstykker ventede på de dækkede borde, og hvor gymnasiets rektor, Bjarne Edelskov Nielsen, engageret og begejstret fortalte om gymnasiet og de store visioner, man går fremtiden i møde med. Der er etableret en kollegieordning, hvor der blandt andet er indrettet værelser, badeværelser og fritidsfaciliteter på Fjerritslev Kro og en nærliggende ejendom. Og der er endvidere planer for kollegiebyggeri ved gymnasiet. Man er godt på vej opad efter nogle år med meget lave elevtal og truende lukning. Derfor de nye tanker for at tiltrække elever fra fjernere egne af landet. Tanken bag er, at det ikke er gymnasiets placering, der er afgørende, når nye elever vælger gymnasium, men de tilbud og muligheder, gymnasiet byder på.

− Næste stop var Thorup Strand, hvor vi blev modtaget af en af fiskerne, Gert Kristensen. Der var på dette tidspunkt optræk til regn, så vi gik indenfor, hvor Gert gennemgik de forskellige faser i behandlingen af de landede fisk og gav os en grundig og engageret indføring i kystfiskeriet og de muligheder og især problemer, man befinder sig i. Han nævnte som en positiv faktor tv-serien »Gutterne på kutterne« og den Thorup-båd, der ligger ved Nyhavn i København og sælger frisk fisk fra Jammerbugten.

Nu var sulten ved at melde sig, og i let regn gik turen til Fjerritslev Kro, hvor der var dækket op til en lækker frokost. Her fortalte Herdis Lau Nielsen om »Liv i Lokalhistorien« − blandt andet om arbejdet i sognegrupperne − og som formand for projekt »Kunsten i Han Herred« omtalte Herdis den aktuelle udstilling om Svinkløvmalerne i Fjerritslev Kirkecenter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...