Koncert: 7. december bliver der for første gang sat 100 VIP billetter til salg på VesterhavsRocks hjemmeside

Søren Mortensen glæder sig allerede til næste omgang VesterhavsRock, der løber af stablen 1. august.

- Vi er så klar til VesterhavsRock d. 1. august 2020. Billetsalget drøner derudaf, og aldrig før har vi haft så godt gang i billetterne på dette tidspunkt, siger han.

Han fortsætter:

- Der er tre kunstnere, der allerede er offentliggjort. Queen Machine, som vel ikke behøver nærmere præsentation. Fremadstormende JUNG som vi forventer os meget af. De kører på Airplay på P3 og P4. De er netop også booket til Roskilde festivalen og andre store festivaler i DK. Viser også vi satser og tror på de nye navne. Og det er et godt signal at sende, siger han..

Herudover er Poul Krebs på programmet.

Det er første gang han optræder til VesterhavsRock, og han turnerer i foråret med sin ”Små sensationer” jubilæumstur, fortæller Søren Mortensen.

Han har en ny ting i ærmet i 2020.

- Vi åbner op for VIP salget for alle. Det betyder, at alle kan købe en VIP billet, som udover entreen, også giver adgang til vores VIP Lounge hele dagen, hvor der er fri bar, brunch og lækkert aftensmad. Og eget toiletområde. I øvrigt flytter hele VIP området helt ind i skoven i 2020, så vi kommer under de grønne bøgetræer, fortæller han.

Tidligt salg af VIP billetter

Hidtil har VIP billetter været forbeholdt festivalens samarbejdspartnere.

Men det bliver der lavet om på, og Søren Mortensen er klar med en tidlig julegave

- 7. december frigiver vi 100 stk. VIP billetter til salg på vores hjemmeside, siger han og slutter:

- Vi glæder os til 1 august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...