Hør om blaffere, dyresex og et europæisk epos i Vester Thorup

VESTER THORUP: Tre onsdage i juni kan man komme til ”Drive In Højskole” på Vester Thorup Højskole.

- Det er et koncept vi vil afprøve, som indeholder foredrag, fiskedeller og fællessang de tre onsdage i juni, som er den 3., 10. og 17, fortæller Carsten Theede, der er lærer på skolen, og også holder det ene af de tre foredrag.

Da foredragene jo foregår her i corona-tiden, vil foredragsholderne komme til at stå på et tag og fortælle om blafferi, dyresex samt om at overleve.

- Der er plads til 25 biler i gården, som kan stille spørgsmål via havariblink, vinduesviskere og eventuelt horn og lygter. Samtidig livestreames foredragene på Facebook, oplyser Carsten Theede.

Her lidt kort info om de tre foredrag, man kan komme til:

Onsdag 3. juni

Danmark rundt på tomlen - 16 år i vejkantsdanmark.

Hvorhen, hvordan og ikke mindst hvorfor skal vi rejse i fremtiden? Kan vi lære noget af blafferens måde at rejse på? Og kan de erfaringer gøre måden vi rejser på mere klimavenlig og fællesskabsorienteret?

Carsten Theede fra Blaffernationen vil give syv konkrete bud på, hvordan vi i hverdagen kan blive inspireret af blafferens rejsefilosofi - godt blandet med fortællinger fra livet i Vejkantsdanmark og anekdoter fra 16 års tommelrejser i Danmark.

Onsdag 10. juni

Her vil Sofir Graarup Jensen fortælle om ”Sex og samliv i dyrenes verden”.

Selvmords-sex, penisser med pigge og prostituerede pingviner. Reproduktionen er det ultimative mål for alle organismer, og vejen til næste generation er fantastisk mangfoldig.

Kom og hør om magesøgning, drægtighed og familieliv i dyrenes rige - jeg lover, det bliver alt andet end kedeligt, siger hun.

Onsdag 17. juni

Her fortæller Aske Jonatan Kreilgaard om ”Du skal overleve - et europæisk epos”.

Hvorfor ville den dengang 22-årige Aske Jonatan Kreilgaard forlade kæreste, job, uddannelse og give sine ejendele væk for at drage ud i verden? Han var tom indeni, og rejser derfor til fods gennem Europa søgende efter noget, der kan skabe mening i hans tilværelse.

Fisk og Facebook

Alle tre foredrag er mellem 17.30 og 20.00.

Maden er skræddersyet til eventet fra Thorupstrand fiskehus. En billet inkluderer det valgte foredrag, fællessang, mad og gratis parkering.

De forskellige foredrag og eventet kan findes på Facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...