Elever på Fjerritslev Gymnasium lavede lommefilm - både humoristiske og alvorlige

FJERRITSLEV: ”Drik mindre – oplev mere.” Sådan lyder budskabet i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens filmkonkurrence, som sætter fokus på, hvordan der kan skabes en sundere alkoholkultur blandt de danske unge: 1.g’ere fra 23 gymnasier skal give deres kreative bud på en ny festkultur, hvor det er accepteret at sige nej tak til alkohol. De får en dag til at lave film, der henvender sig til unge på deres egen alder.

Filmkonkurrencen tog hele 1. årgang på Fjerritslev Gymnasium til sig, da de mandag 7. december fordybede sig i teknikken bag lommefilm og skabte kampagnevideoer om den danske drukkultur, hvad den fejler, og hvordan den kan forbedres.

Line, Maria, Linette og Mathias fra 1.hf satte sig for at lave en kampagnevideo med en humoristisk vinkel. Den satte fokus på det at drikke mindre for at opleve mere. Filmen udspiller sig til en fest, hvor tre unge drikker sig fulde og danser, mens musikken brager. Snart bliver de dog trætte i ”bas-armen”, men deres samtaler drukner i støj og for mange promiller. De keder sig faktisk. Da spørger karakteren spillet af Mathias en af pigerne, om hun ikke vil med ham i kanen:

- Vi skal alle med i kanen, udbryder pigen, og snart forlader de alle tre festen og ender i Fjerritslevs egen julekane på torvet, hvor der endelig er stille nok til at lære hinanden at kende.

- De opdager, at de ikke engang kunne hinandens rigtige navne, før de endelig kunne tale sammen, forklarer Line, der sørgede for at filme videoen. Det gjorde hun med sin egen mobil, og alle lommefilmene skal også redigeres i et program, grupperne i forvejen har til rådighed.

- 23 gymnasier er med i konkurrencen, og det skal være på lige vilkår for alle. Derfor skaber vi lommefilm, som optages på en telefon eller en tablet, forklarer Janus Heiberg.

Han arbejder professionelt med film til dagligt, men hans freelancejob har gjort det muligt for ham at fungere som underviser fra Lommefilm til denne kampagne alle seks år, den har eksisteret.

Eleverne på Fjerritslev Gymnasium prøvede kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm. De blev desuden klædt på med viden om unge og alkohol, som skal danne baggrund for filmenes handling. Eleverne har uploadet de færdige film til www.lommefilm.dk, hvor de også kan gå ind at se hinandens film. Workshoppen blev afsluttet med, at eleverne stemte om, hvilken af de mange film der skal repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence. Konkurrencens bedste film kåres i sidste ende af en jury.

Line og de andre lærte til workshoppen at bruge en fiskekomposition til at skabe deres lommefilm.

- Fiskens hale skal give tilskuerne et svirp.

Derfor har gruppen valgt at benytte slangudtrykket ”at komme med nogen i kanen” i bogstaveligste forstand. Således forbavser de tilskuerne hen mod filmens ende, og giver så at sige et svirp med halen.

Ikke alle har dog valgt den muntre tone til deres lommefilm. Flere grupper valgte at sætte fokus på de alvorlige konsekvenser, som følger af et for højt indtag af alkohol. En gruppe fra 1.g brugte stop-motion. De har kombineret tegninger på klassens whiteboard med skuespil.

Man følger en tændstikmands indtag af øl på en enkelt aften, og snart vælter han ud af whiteboardet. På gulvet ligger i stedet en vaskeægte dreng, bevidstløs og med en tom øldåse trillende ud ad hånden.

- Vi kombinerer animation med skuespil for at understrege, at dette er et reelt problem - det sker i virkeligheden, fortæller Marius fra gruppen.

Marius drikker ikke selv, og han er derfor blevet god til at sige nej tak, når han er til fest.

- Det er ikke alle, der kan forstå det, fortæller Marius, selv om han grundlæggende får gode reaktioner fra sine venner. Den holdning deler flere af eleverne, der til tider takker nej til alkohol.

- Det kan bare være svært at sige nej, når alle omkring en drikker. Så ender man altid selv med at gøre det, fortæller Maria fra 1.hf.

Det er ikke nemt at holde fast i et nej uden at have argumenter for det. Men det håber Janus Heiberg, at kampagnen fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden kan ændre på:

- De unge har i dag fået mere information og flere grunde til at skrue ned for alkoholforbruget, fortæller Janus Heiberg.

Alkoholindtag øger risikoen for kræft i mundhulen, svælget, struben, spiserøret, leveren, brystet, tyk- og endetarmen, og risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, der indtages. Det er vigtigt, at de unge er klar over, at deres valg kan have alvorlige senfølger, hvis de ikke drikker med omtanke.

- Vores undersøgelser viser, at unge oplever, at man skal drikke for at være en del af det sociale fællesskab. Men et stort flertal ønsker forandring. De vil gerne have en ny festkultur, hvor det er acceptabelt at sige nej tak til alkohol, og seks ud af 10 siger, at de ikke har behov for at drikke til fester for at have det sjovt med deres kammerater, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ”Fuld af liv”.

De unge ønsker således en ny og mere rummelig alkoholkultur, hvor der er plads til at drikke mindre. For at støtte danske unge i arbejdet mod en mere inkluderende festkultur holdt Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for sjette år i træk denne filmkonkurrence.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...