ERHVERV: Else Thorhauge, der forpagter Haw’Kiosken ved Thorup Strand, mærker ikke meget til corona, og der bliver solgt masser af is, mad og senest også merchandise ud af lugen på stranden

THORUP STRAND: På Thorup Strand er der fyldt med liv i Haw’Kiosken i weekenderne. Else Thorhauge er forpagter af kiosken, og hun har ikke mærket det store til corona, når det kommer til omsætningen i den lille strandkiosk.

- Vi har faktisk ikke rigtig mærket, at det har været corona. Vi har ikke haft udgifter til andre lønninger, da vi selv står hernede. Så vi har ikke været nede på grædende knæ, vi klager slet ikke. Vi er faktisk på omkring samme omsætning som sidste år på den her tid, siger Else Thorhauge.

Kiosken sælger både is og mad, og omsætningen fordeler sig ligeligt imellem de to ben. I for- og efterssæsonen er det hovedsageligt de lokale, der normalt kigger forbi kiosken, og der bliver langet en del takeaway over disken.

- De lokale er rigtig gode til at støtte op om os, det er hele oplandet, der kommer forbi, siger Else Thorhauge.

Et familieforetagende

Ud over kiosken passer Else Thorhauge også et fuldtidsarbejde i køkkenet på Aalborg kaserne, så det er nogle lange arbejdsuger særligt i for- og eftersæsonen. I løbet af højsæsonen over sommeren har hun fri fra kasernen og passer Haw’Kiosken på fuldtid. Men det holder også hårdt, når der kommer sultne gæster på stranden hele tiden, når vejret er godt.

Hele familien er derfor engageret i projektet, så der bliver brugt mange timer i kiosken i løbet af sommeren. Både mand, søn og datter giver en hånd med på forskellige vis, og det er også nødvendigt for at få det hele til at hænge sammen.

- Min mand og jeg har begge fuldtidsarbejde, og vi hygger os med kiosken hele sommeren. Min yngste søn arbejdede også for os sidste sæson, og vores datter hjælper med Facebook, konkurrencer og sådan noget, siger Else Thorhauge.

Thorup Strand merchandise

Det er dog ikke kun mad, man kan få i kiosken. Den seneste tid har man også kunnet få sig en t-shirt, trøje eller en mulepose med Thorup Strand tryk på over disken. En idé, som datteren, Anne Cathrine, var kommet med, og som går som varmt brød for tiden.

- Det var noget, vi havde gået og talt om i et stykke tid. Vi har også allerede bestilt et andet parti hjem, siger Else Thorhauge.

De kan også godt mærke i kiosken, at folk søger ud til kysten, nu hvor der ikke er så meget andet at give sig til.

- Der er rigtig mange i sommerhusene allerede nu, fordi folk gerne vil ud. Men vi har også mange kunder, der kommer på en-dagsture fra hele Jylland og endda også nogle fra Sjælland. ”Gutterne fra kutterne” trækker folk til området, det er der ingen tvivl om, siger Else Thorhauge.

Forpagter siden 2019

Selve kiosken er ejet af Jammerbugt Kommune, og Else Thorhauge er forpagter af den. Det har hun været siden sidste forår, og hun var hurtig til at slå til, da muligheden for at blive kioskejer på stranden kom, da hun havde været lun på ideen længe.

- Jeg havde gjort mit forarbejde, da jeg fandt ud af det kom i udbud. Vi var tre eller fire til samtale, og der skulle ikke være nogen tvivl om, at jeg gerne ville have den, siger Else Thorhauge med et grin.

Da de overtog den var der mere eller mindre kun en emhætte i kiosken, så der er blevet brugt en del tid og penge på at gøre kiosken til, hvad den er i dag.

Selvom der bliver brugt mange timer på Thorup Strand, så fortryder Else Thorhauge ikke et sekund, at hun er blevet kioskejer.

- Man er brugt efter lang weekend i kiosken, men jeg hygger mig med det. Jeg kan godt lide at stå hernede, snakke med de tilfredse kunder og fortælle en god historie om området, når der er tid til det. Det er bare hammerhyggeligt at stå i kiosken, siger Else Thorhauge.

Haw’Kiosken har åbent weekend og helligdage for tiden, men fra uge 25 er der åbent alle ugens dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...