Skulpturen forsvinder ikke fra byen, men får en ny placering nær Kirkecentret efter aftale med Claes Hake

FJERRITSLEV: Efter aftale med Fjerritslev Handelsstandsforening, flyttede Jammerbugt Kommune svenske Claes Hakes skulptur Den sorte Diabas, der har stået på Krotorvet i Fjerritslev siden 2007.

Som et led i byfornyelsesplanen skal der på Krotorvet fremover stå en scene.

Skulpturen forsvinder ikke fra byen, men får en ny placering nær Kirkecentret efter aftale med Claes Hake. Her forventer man også, at skulpturen vil være synligere for forbipasserende.

Flytningen er en del af Områdefornyelsen i Fjerritslev. Projektet trækker spor tilbage til 2016, hvor Jammerbugt Kommune lavede en masterplan for fire byer, herunder Fjerritslev.

- Der er sket meget med Fjerritslevs bymidte, siden den sorte Diabas blev opført. Den flotte skulptur bliver egentlig gemt lidt væk. Derfor er vi meget tilfredse med den nye placering, siger Karsten Jørgensen, der er projektleder for Områdefornyelsen.

Op ad fundamentet til Diabasen på Krotorvet vil en scene til fremtidige koncerter og andre begivenheder blive opført. Spær bag scenen skal give fornemmelse af en fiskekutters bundskelet vendt på hovedet.

- Det er nu kun de sidste elementer, vi mangler i første etape, fortæller Karsten Jørgensen.

Diabasens flytning har været en del af første etape af Områdefornyelsen, som har skullet bringe kyststemningen helt ind i byen. Samtidig med at scenen skal opføres, starter også et byggeprojekt, der skal give Fjerritslev Skole et udeundervisningsrum foran hjemkundskabslokalet. Her skal også laves bede med klitgræsser og urter, eleverne kan plukke til madlavning. Til næste år vil anden etape begynde, hvor byen skal have nye cykelstier og trafiksikre overgange ved skolen.

Lokale borgere har haft stor indflydelse på projekterne, der både skal give byen et personligt præg og samtidig gavne beboerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...