ÅBNING: Efter et års travlhed på byggepladsen ved hjørnet af Jernbanegade i Fjerritslev er en Netto-butik i version 3.0 en realitet

FJERRITSLEV: Der var travlhed til det sidste – også grundlovsdag måtte tages i brug – med at få alt på plads til åbningen af Fjerritslevs nye Netto-butik i Jernbanegade 1. Som belønning til de ansatte for de mange dages slid med flytning tværs over gaden skinnede solen fra en skyfri himmel, alt imens flere og flere kunder samlede sig på pladsen foran det 1.200 kvm store nybyggeri, hvoraf godt 900 kvm er salgsareal.

Der var også tilfredse smil på læberne af håndværkerne med byggeriets hovedentreprenør Palle Breinholt i spidsen.

− I får en Netto i version 3.0, der er markant anderledes end den, I kender fra den anden side af gaden, lød det i velkomsttalen på den røde løber, inden butikschef Hanne Mørch klippede den røde snor, og de mange forventningsfulde kunder kunne rulle ind med helt nye indkøbsvogne i forskellige farver.

Op til klokken otte, hvor snoren blev klippet, sørgede Nettos eget jazzorkester for den muntre sommerstemning og sang også for til den omdelte fællessang: »Vi går i Netto, hele dagen lang!« Imens hyggede Netto-personalet om de fremmødte med kaffe og kagemand.

Åbningen af den nye Netto er en markant nyskabelse i såvel bybilledet som byens handelsliv, og fra Fjerritslev Handelsstandsforening lyder der et velkommen fra formand Henrik Bech:

− Vi ønsker Netto et stort til lykke med åbningen. Vi er glade for, at Netto vil investere i vores by, og byggeriet tager sig virkelig godt ud ved indfaldsvejene til centrum. Det er vigtigt, at dagligvarebutikkerne ligger så tæt på bymidten som muligt for at understøtte detailhandlen, og her får vi samtidig flere gode p-pladser. De nyeste tal fra Jammerbugt Kommune viser, at dagligvareomsætningen i Fjerritslev er stigende, og den nye Netto vil helt sikkert fremme denne udvikling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...