Coronapandemien har dog forsinket leverancerne verden over, så det bliver uden de ønskede tilbud

FJERRITSLEV: Den runde fødselsdag torsdag 10. december havde Dan Quorning, der er indehaver af DCM Cykler & Have-/Parkmaskiner i Fjerritslev håbet at skulle fejre med spændende tilbud. Men desværre har coronapandemien skabt problemer for varelevering over hele verden.

- Vi kan ikke holde samme fest og tilbud som forventet. Dog vil vi stadig fejre fødselsdagen, så godt som det er muligt, siger Dan Quorning.

Selv om omstændighederne ikke gør det muligt at holde en fødselsdagsfest for kunderne, håber DCM i Fjerritslev, at man kigger forbi.

Dan Quorning overtog 10. december 2010 Klim Maskinforretning efter selv at have arbejdet dér i flere år. Han omdøbte firmaet til DCM Have-/Parkmaskiner.

- Navnet har mange gættet på, står for Dans cykler og maskiner, men det er faktisk forbogstavet i mit, min søns og min kones navne, forklarer Dan Quorning.

Kort efter fik navnet dog en mindre ændring, da firmaet i 2011 opkøbte Eriks Cykler. DCM Cykler & Have-/Parkmaskiner flyttede til City West på Håndværkervej 6 i Fjerritslev. Men snart blev stedet for lille for firmaet, der siden starten har firedoblet antallet af medarbejdere. I 2013 flyttede DCM Cykler & Have-/Parkmaskiner derfor til Industrivej 9, hvor den stadig er beliggende.

Dan Quornings kone Mette arbejder i DCM’s legetøjsafdeling, som firmaet valgte at udbyde i 2015, efter at byens tidligere legetøjsforhandler lukkede sin butik. Nu er den Jammerbugtens største legetøjsudvalg og er blevet et rent drømmeland for børn og barnlige sjæle.

Dan Quorning har altid ønsket at være selvstændig, og så har han hele sit liv beskæftiget sig med maskiner. I mange år arbejdede han inden for landbruget, men det har altid været maskiner af mindre størrelse, han ville arbejde med.

- Som barn ”makkede” jeg med brugte maskiner, som jeg opkøbte. Da startede interessen for mekanikken, forklarer indehaveren af DCM Cykler & Have-/Parkmaskiner.

For tre år siden blev de også Nordens importører og forhandlere af de elektriskdrevet golfvogne og arbejdsmaskiner fra mærket Italcar. De har bl.a. sørger for en aftale med Jammerbugt Vej og Park, så de nu kan køre rundt i energirigtige arbejdsbiler.

Dan Quorning og hans 13 medarbejdere vægter kundekontakt og -service højt, og de ringer altid, når kundens varer er klar. De tilbyder bl.a. service på deres mange maskiner. Hver vinter har de omtrent 300 robotter til eftersyn, og 200-300 traktorer, der skal være klar til brug, når frost og sne igen er væk. I 2021 glæder de sig også til at præsentere et nyt IT-system.

Firmaet må på beskeden vis fejre deres 10-års fødselsdag torsdag 10. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...