Broder Theodor voksede op i et arbejderhjem i Flensburg og gik i dansk skole

FRØSTRUP: Tirsdag aften 19. november er der foredrag i konfirmandstuen i Tømmerby Præstegård, og det er med den danske munk Broder Theodor eller Frater Theodore fra Basilica di San Francesco i Assisi i Italien, oplyser sognepræst Julius Holst. Broder Theodor fortæller om sit liv, før han blev munk, om sine 12 år ved den katolske menighed i Roskilde, sine rejser til Centralamerika og sit nuværende arbejder hos franciskanerordenen i Assisi, hvor han hvert år modtager 50-70 danske rejsegrupper. I maj var han i tv på DR1 hos ”Gintberg på kanten af EU - Italien”. Foredraget varer en times tid, hvorefter der serveres vin og ost, før man slutter med spørgetid.

Den nu 73-årige munk voksede op som Erwin Theodor Jürgensen i et arbejderhjem i Flensburg. Han gik i den danske skole og blev optaget af de gode historier i Bibelen, og han besluttede at blive præst. Men han dumpede til optagelsesprøven til det danske gymnasium Duborgskolen og blev i stedet udlært som både bager og kok i Horsens. Da han var i trediverne, tog han hf-eksamen og blev optaget på teologistudiet på Aarhus Universitet. Men forinden tog han med klassen på en tur til Assisi. Kammeraterne ville til Italien for at opleve Guds nærvær, men det forstod han ikke. Det kan man jo lige så godt opleve ved Jammerbugten eller Fyns Hoved, tænkte han, har han fortalt til Kristeligt Dagblad. Men i Assisi fik han en oplevelse, som ændrede hans liv, og 1988 var han klar til at blive munk. Løftet aflagde han 1991 og virkede derefter i Roskilde, indtil han 2007 flyttede til Assisi. I mellemtiden drog han til Centralamerika, hvor han et års tid bl.a. fulgte sine brødres arbejde med aids-problematikken i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Broder Theodor - navnet betyder på græsk ”Guds gave” - der også har været dramalærer og bartender, er nu kendt som en levende og livlig guide i Assisi og foredragsholder i Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...