Jammerbugt Bibliotekerne anbefaler ...

JAMMERBUGT: Det kan virke besværligt at møde andre mennesker i denne tid. Heldigvis findes der mange coronasikre måder at møde nye mennesker. Dyk ned i bøgernes verden, hvor der gemmer sig alverdens spændende fortællinger, som venter på at blive læst.

I denne uge anbefaler Jammerbugt Bibliotekerne ungdomsbogen Hybenhjerter, hvor man møder Lea og en den demente Minna i jagten på accept.

Hybenhjerter vandt i 2019 Orlaprisen og er skrevet af forfatter Jane Susanne Andersen, og bogen er anmeldt af bibliotekar Anna Kristensen.

Lea er helt alene. Moderen har travlt med at arbejde eller træne, og faderen har fået en nye kone og barn.

Lea er raget uklar med veninderne i klassen, så hun har opfundet den kræftsyge pige, Veronika, der har masser af venner på de sociale medier. Når Veronika lægger noget op, får hun mange likes og søde kommentarer. Det virker, når man laver hashtags som #jegvedikkeomjegkanklaredet, #ungcancer og #fuckcancer. Så kommer der nemlig også reaktioner fra Leas tidligere veninder.

Lea bygger en hel verden op omkring Veronika. Hun ligger på onkologisk afdeling og får besøg af sin familie. Men den online figur mangler en mormor. Derfor må Lea på jagt efter en, der kan bruges som Veronikas mormor, og sådan lærer hun den demente Minna at kende.

Hun bor på det nærliggende plejehjem, og er helt alene i verden ligesom Lea.

Hybenhjerter er en rørende fortælling om ensomhed i alle aldre, og man føler med Lea, der prøver at holde på sin store hemmelighed og forsøger at genskabe forholdet til veninderne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...