EVENT: Forventningerne var høje, og ingen blev skuffede, da Danmarks ølguru nummer ét underholdt med historier og smagsprøver

FJERRITSLEV: Forventningerne var kæmpestore, da Danmarks ølguru nummer ét – Carsten Berthelsen − slog vejen forbi Tinghuset i Fjerritslev. − Og ingen blev skuffede. Han leverede et spændende, oplysende foredrag om øllets forunderlige verden kombineret med 10 forskellige herlige øl, fortæller arrangør René Hjørnet Jensen.

−Carsten Berthelsen er uhøjtidelig, underfundig og morsom. Og så var han meget veloplagt, så hans humor smittede af på alle i den totalt udsolgte sal, tilføjer han.

Det var langt fra første gang, Carsten Berthelsen gæstede Fjerritslev. Han besøgte byen i 2004, og siden har han været tilbage seks gange med forskellige foredrag.

I de senere år har Carsten Berthelsen sammen tv-vært Anders Breinholt og musiker Søren Rasted taget på en større ølrejse i »Natholdets Julekalender«.

−I løbet af én optagedag præsenterer Carsten 24 forskellige øl fra hele verden for Anders og Søren. De specielle og unikke øl udgør tilsammen alle 24 dage i en skøn og berusende julekalender, beretter René Hjørnet Jensen.

Ud over at være foredragsholder er Carsten Berthelsen forfatter til 10 bøger om øl og er desuden kendt som international øldommer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...