Jørgen Berg Højslet åbner ny Tøjeksperten i Fjerritslev i Vestergade 6. Her står han sammen med sin familie; datteren Mathilde, sin kone Bettina, sønnen Mathias, som vil stå for den nye butik, samt sønnen Martin. Privatfoto

Inden længe åbner Tøjeksperten Buksesmeden en ny butik på Vestergade 6, som i mange år husede IP Huset.

Man kan måske sige, at indehaver af Buksesmede, Jørgen Berg Højslet, kigger over åen efter vand.

- Det er ikke første gang vi har drevet butik på disse kanter. Tilbage i 1994 etablerede man Buksesmeden i Verner Ranums gl. lokaler, og efter 6 år blev butikken solgt videre. Nu vender vi tilbage med fornyet tro på at der selvfølgelig også er plads til en butik af vores slags og glæder os rigtig meget til at komme i gang, fortæller Jørgen Berg Højslet.

Buksesmeden er franchisetagere af Tøjekspert-kæden og det betyder, at man - som i Klærmann, har landsdækkende bytteservice og gavekort med 115 andre butikker i landet. Og det er en rutineret herre, der rykker ind i Vestergade 6.

- Med 25 års erfaring som selvstændig i Løgstør ved vi, hvad der skal til for at skabe en hyggelig og spændende butik, som vil give et frisk pust til handelslivet. Vi laver en udgave af vores butik i Løgstør, hvor vi driver et handelshus i 2 etager med tøj til hele familien. Det være sig både dame og herretøj, sko samt tøj til de

yngste piger fra 4-12 år samt drenge 8-16 år, fortæller Jørgen Berg Højslet, der også planlægger at lave en delikatesseafdeling med specialiteter i gin, rom, chokolade, bolcher samt boliginteriør fra Den Svenske Skattekiste, som han i forvejen samarbejder med.

Jørgen Berg Højslet glæder sig til at byde velkommen i butikken i Fjerritslev og håber på, at folk vil tage godt imod den nye butik.

- Lokalbefolkningen i Fjerritslev og omegn kan glæde sig til en butik med mange facetter, og en butik der hele tiden er i bevægelse. Vi har en solid base af faste leverandører, men holder hele tiden fingeren på pulsen, og er klar til at vise nye og kommende trends frem. Vi fornemmer også at Fjerritslev nyder gavn af mange turister, og disse har vi også meget at tilbyde. Der vil være et lounge område i butikken med mulighed for at nyde en kop kaffe mens man handler eller blot nyder atmosfæren, fortæller Jørgen Berg Højslet.

Hvis man gerne vil bestille sit tøj over internettet, er der også mulighed for at gøre det i butikken på en touchskærm, hvor man kan bestille tøj på tøjeksperten.dk til levering i butikken, lige som man også kan aflevere rensetøj.

Butikkens daglige drift vil ledes af Mathias Højslet, der er søn af Bettina og Jørgen Højslet. Resten af personalet kommer på plads i nærmeste fremtid.

- Vi vil få meget synergi med Løgstør butikken, og være stærke på hele tiden at have de rigtige varer på hylderne. Der vil dagligt være transport imellem butikkerne, som sikrer vore kunder hurtig levering. I forbindelse med åbningen af butikken vil der selvfølgelig være super skarpe tilbud, så hold øje med avisen og de sociale medier, fortæller Jørgen Berg Højslet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...