AFTENSHOPPING: Fjerritslev Handelsstandsforening byder velkommen med et alsidigt underholdningsprogram fredag 12. juli, hvor byen holder åbent til klokken 22

FJERRITSLEV: Fredag 12. juli er der lagt op til en stemningsfuld aften i Bryggerbyen Fjerritslev, når handelsstandsforeningen byder børn og voksne velkommen til American Night med åbent i butikkerne til klokken 22. Hele midtbyen er pyntet op med amerikanske flag, og i butikkerne står cowboyklædte ansatte klar med masser af gode sommertilbud.

Fra klokken 18 fortsætter festlighederne med udstilling i gaderne af amerikanerbiler, og vognmand Frank Nørager & Co. er på pletten med et udvalg af flotte, gamle lastbiler, som helt sikkert også vil vække stor opmærksomhed.

I bybilledet og foran Fjerritslev Kino vil ingen ringere end Chaplin, Pokémon og gæsteværtinder invitere indenfor i biografen, hvor der serveres kaffe og popcorn og vises gratis kortfilm hele aftenen. Endvidere er der billetsalg til VesterhavsRock lørdag 3. august.

Klokken 17.30 og 21.00 går bandet Pure Drunks på scenen ved Dalgasgade med en times underholdning hver gang, og klokken 18.30 og 20 vil man kunne opleve country- og linedance ved SuperBrugsen.

For børnene er der masser af aktiviteter i form af hoppeborge ved SuperBrugsen og i Tværgade, rodeotyr og markedskarrusel ved Bryggertorvet, klatretårn på Torvet og ture i Fjerritslev Fut rundt i gaderne – alt sammen ganske gratis.

Det hele slutter med et gigantisk festfyrværkeri, når butikkerne lukker klokken 22.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...