LANCERING: Fjerritslevs nye profil som en by med en unik bryggerhistorie blev præsenteret i flot sol og med masser af gæster

Fjerritslev: Vejret var helt i top den sidste dag i maj, og end ikke genvordighederne med det igangværende ledningsarbejde omkring Bryggertorvet kunne lægge en dæmper på festlighederne, da Fjerritslevs nye profil som Bryggerbyen blev lanceret.

Henrik Bech bød som formand for Fjerritslev Handelsstandsforening velkommen til de omkring 150 fremmødte ved arrangementets begyndelse og fortalte, at der har været arbejdet med det nye koncept i længere tid, hvor også begrebet »Stationsbyen« har været i spil. Men »Bryggerbyen« slog bedst an, idet det knytter til ved den unikke historie om bryggerfamilien P. Kjeldgaard og det velbevarede hvidtølsbryggeri lige i byens hjerte.

Netop brygger Peder Kjeldgaard Andersen (1859-1919) har givet navn til det første synlige resultat af Bryggerbyen, og det var lagt i hænderne på borgmester Mogens Chr. Gade at præsentere produktet »P. Kjeldgaard – Fjerritslev IPA«, som er en lys, gylden, aromatisk øl af typen økologisk India Pale Ale, krydret med amerikanske humler.

Borgmesteren oplyste indledningsvis, at Jammerbugt Kommune lægger stor vægt på at styrke kommunens fire handelsbyer via masterplaner, udviklingsplaner og konkrete midler, som de enkelte handelsstandsforeninger kan bruge til forskønnelse og markedsføring. De 24 lokalsamfund og centerbyerne har gensidigt brug for hinanden, fastslog han.

− Bryggerbyen Fjerritslev, det lyder godt, og det lyder rigtigt. København profilerer sig som en grøn, tolerant og aktiv storby, Horsens som event-, koncert- og kulturby og Løgstør som Muslingebyen. Selvfølgelig skal Fjerritslev også med på vognen. I har grebet det klogt an og har taget fat i noget autentisk, som i forvejen er forankret i byens befolkning og hos de erhvervsdrivende, nemlig byens historie som bryggeriby. Her er et flot bevaret landbryggeri, og her er også et godt sammenhold i Jammerbugtens hyggeligste handelsby.

Så var det tid til at præsentere de liflige dråber, som naturligvis – lige hjemkommet fra Thisted Bryghus − blev rullet ind på Bryggertorvet af museets gamle, blå Opel Blitz-lastvogn, hvorefter medlemmer af håndbryggerlauget udskænkede smagsprøver på »P. Kjeldgaard« i den nye udgave. Der var også mulighed for at købe øl med hjem i flotte gaveindpakninger, som i øvrigt fås hos alle handelsstandsforeningens medlemsbutikker.

Fjerritslev Kro stod for en anretning med sommerbuk, stegt og braiseret i »P. Kjeldgaard – Fjerritslev IPA« med urter, citron og sommerkål, alt imens jazzbandet Limfjorden Sønner hyggede om de mange gæster, der sivede ind og ud af Bryggerhaven eftermiddagen igennem.

Lanceringen af Bryggerbyen Fjerritslev er et samarbejde mellem handelsstandsforeningen og Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, og inde i bryggeriets hovedbygning bød museumsleder Else K. Andersen på en særudstilling i anledning af Svinkløv Badehotels genåbning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...