Farvel til Bonderup

BONDERUP: I gennemsnit én låner hver femte uge. Det har været stille tider, når bogbussen det sidste halvandet år en gang om ugen har parkeret det mobile bibliotek i Bonderup.

Det tager Jammerbugt Bibliotekerne nu konsekvensen af. Efter efterårsferien stopper de nemlig med at aflægge byen den ugentlige visit.

Det samme sker i Hune og Ingstrup. Her har bussen haft henholdsvis tre og 1,1 lånere i gennemsnit pr. gang.

- Vi har valgt at stoppe med at køre der, hvor der var færre end fem lånere pr. bogbusbesøg, siger Susanne Hjorth Hansen, der er bibliotekschef.

Hun tror, at de få lånere er en konsekvens af, at bibliotekerne i Pandrup, Aabybro, Fjerritslev og Brovst har åbent fra 7-22 hver dag.

- Det giver mulighed for, at man kan tilrettelægge sit biblioteksbesøg, lige når det passer. Det har vi tydeligt kunne mærke i bussen, siger bibliotekschefen.

Borgerforeninger hørt

Inden lukningen af stoppestederne har Jammerbugt Bibliotekerne dog været i kontakt med de tre byers borgerforeninger for at høre, om de havde ideer til en anden ordning.

I Ingstrup har det ført til, at der i stedet bliver et afhentningspunkt i bogbrugsen.

- Så kan man reservere og bestille materialer og så hente dem der, siger Susanne Hjorth Hansen.

- De to andre steder har vi ikke hørt fra, men vi er åbne for, hvis nogen har ideer til en anden ordning, tilføjer hun.

- Tiden er løbet fra bussen

Poul Andersen er formand i Hune-Blokhus Borgerforening.

Han ser det på ingen måde som en katastrofe, at bussen ikke længere kører til Hune. Tværtimod.

- Jeg har den holdning, at tiden er løbet fra bogbussen. Og jeg synes, det er ressourcespild at have den hol- dende, hvis ikke folk bruger den, siger han.

Selvom tiden måske er løbet fra bogbussen i Hune, besøger den stadig fire byer i kommunen. Nogle steder endda mere end en gang om ugen - med bedre besøgstal.

I Nørhalne gør bussen stop to gange ugentligt med i gennemsnit 9,4 lånere pr. gang.

Også flere af kommunens små skoler får et månedligt besøg af bogbussen, ligesom ældre kan få leveret de bøger, de ønsker at læse, hjemme hos sig selv. Et tilbud ældre i Bonderup, Hune og Ingstrup også har mulighed for at benytte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...