Frivillighed: Der arbejdes på at oprette et team af frivillige matchere, som er lokalt funderet og som skal arbejde i Jammerbugt Kommune

Alle sejl sættes nu ind for at sætte skub i foreningen Børns Voksenvenners aktiviteter i Jammerbugt Kommune.

Hos Voksenvennerne ved man nemligt, at der er et behov blandt børn i Jammerbugt Kommune for ekstra voksenkontakt og det er det, som foreningen Børns Voksenvenner arbejder på at kunne tilbyde.

Sådan fortæller Hanne Nielsen, der er projektmedarbejder hos Børns Voksenvenner i Aalborg.

Hun fortæller videre, at det imidlertid kræver, at der melder sig frivillige, som efter foreningens godkendelsesprocedure godkendes som voksenvenner.

- Der arbejdes på at oprette et team af frivillige matchere, som er lokalt funderet og som skal arbejde i Jammerbugt Kommune. Matcherne skal arbejde selvstændigt under supervision af og med tilknytning til Områdekontor Nordjylland, der har kontor i Aalborg, forklarer hun.

Der er tale om frivillige med social/børnefaglig baggrund, som efter et matcherkursus, der udbydes af i Landsforeningen Børns Voksenvenner, uddannes til at varetage rekruttering, godkendelse og match af børn og frivillige voksenvenner. Herefter følger matcherne venskabets første år ved deltagelse i netværksmøder.

Allerede en afdeling i Jammerbugt

Børns Voksenvenner Jammerbugt har eksisteret siden 2008, og ni alle årene med Grethe Dragsbæk, Aabybro som fungerende formand.

- Grethe har med stort engagement haft posten som formand siden lokalforeningens opstart og har i alle årene gjort et stort stykke arbejde som frivillig formand for foreningen. Der er gennem årene etableret mange gode og holdbare venskaber mellem børn, der har brug for mere voksennetværk og frivillige voksenvenner, fortæller Hanne Nielsen.

Foreningen nedlægges nu som selvstændig lokalforening i Børns Voksenvenner, hvorefter matcherteamet etableres, så der kan blive dannet mange flere venskaber fremover til glæde og gavn for både børn, børnenes familier og de frivillige voksenvenner.

Hvis man har lyst til at prøve kræfter at være voksenven, kan man finde kontaktoplysninger på www.voksenven.dk og på Facebook: Børns Voksenvenner Aalborg.

Der afholdes generalforsamling torsdag 20. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...