BØRN: Børnene i Storkereden ved Thorup-Klim Skole har arbejdet med de fire elementer

I Storkereden ved Thorup-Klim skole har børnehavebørnene i maj og juni måned arbejdet med de fire elementer ild, luft, vand og jord.

Det oplyser Karin Bundgaard, der er pædagog i Storkereden. Hun skriver:

- I denne periode, hvor vi i børnehaven har brugt uderummet ekstra meget pga. coronahensyn, har vi sammen med børnene været ekstra nysgerrige på nogle af de ting, som vi allerede beskæftiger os med på legepladsen i hverdagen, nemlig ild, vand, luft og jord. Vi har arbejdet med, hvordan de fire elementer er afhængige af hinanden, fx skal jorden bruge vand for at frø kan spire, og man kan bruge vand til at slukke ild med og meget andet.

Børnene har lært, at når de sår blomsterfrø i plantekasserne på legepladsen, skal der vandes for at frøene kan spire.

- I vores nybyggede mudderkøkken har børnene haft det sjovt med at eksperimentere med vand, jord og sand. Der er blevet bagt de fineste lækre mudderkager, og mudderkøkkenet et blevet et af børnenes yndlingssteder på legepladsen, oplyser Karin Bundgaard.

En masse ting er blevet undersøgt - fx hvordan forskellige materialer opfører sig, når de lægges i en skål med vand.

- Nu ved børnene fx, at en fjer flyder ovenpå, mens en legetøjsbil lavet af metal synker til bunds. Der er lavet mad over bål, og børnene har efterfølgende tegnet flotte tegninger med trækul. Vi har sammen snakket om luft, at man faktisk godt kan pakke luft ind, hvis man fx blæser luften ind i en ballon. Vi har bygget “ballon powered cars” - en hjemmelavet bil, der kan køre med luftkraft, giver Karin Bundgård som eksempler.

Børnene har også undersøgt, hvad der springer først - en ballon med luft eller en med vand, når den holdes over ild. Og de har set på, hvad sker, når man puster med et sugerør i sæbevand.

- En sidegevinst ved de mange hyggelige og lærerige timer skulle gerne være, at Storkereden igen i år får tildelt friluftrådets grønne spireflag, skriver Karin Bundgaard.

Emnet blev afsluttet med, at alle børn fik et diplom og derefter spiste mad lavet over bålet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...