Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Jammerbugt Kommune, og flere øvrige nordjyske kommuner, et midlertidigt besøgsforbud på alle kommunale og private botilbud.

Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

- På grund af det høje smittetal i kommunen er Jammerbugt Kommune i lighed med en række andre nordjyske kommuner blevet påbudt at udstede et besøgsforbud til botilbud beliggende i kommunen. Det er nødvendigt for at forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19. Derfor er det ikke længere muligt at besøge beboerne på de private og kommunale botilbud – påbuddet trådte i kraft 26. oktober 2020, skriver de.

Besøgsforbuddet gælder både inden- og udendørs arealer.

- Det er en svær tid for mange, men desværre er beslutningen om et besøgsforbud på botilbuddene nødvendig, så vi kan passe på vores ældre og udsatte borgere i kommunen. Hvis pårørende har spørgsmål i forhold til forbuddet, så opfordrer jeg til, at de kontakter det enkelte botilbud, oplyser borgmester Mogens Christen Gade.

Nærmeste pårørende kan besøge en beboer på et botilbud, det er fx besøg fra ægtefælle, faste samlevende, faste partner, mor, far, barn eller barnebarn. Besøg kan også finde sted i en særlig kritisk situation.

Påbuddet er gældende indtil Social- og Indenrigsministeriet ophæver det, de vurderer løbende påbuddet om besøgsforbud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...