Brovst Baptistkirke aflyser gudstjenester og arrangementer i november

BROVST: Ledelsen i Brovst Baptistkirke har efter grundige overvejelser for og imod truffet beslutning om en midlertidig lukning af kirken.

Beslutningen er truffet på baggrund af det ekstremt høje smittetal i kommunen.

Jammerbugt har 162 nysmittede indenfor de seneste to uger, og det er ikke længere koncentreret til Gjøl. Hvis kommunen havde haft 100.000 indbyggere, ville det svare til, at der på bare en uge var 203, som var konstateret nysmittede, og dermed ligger vi som den kommune i Danmark med den femtehøjeste smitteprocent.

Ledelsen har truffet beslutningen, velvidende at den er endnu strammere end de generelle retningslinjer, men set på baggrund af at Jammerbugt Kommune er specielt hårdt ramt, og at aldersgennemsnittet i menigheden er højt, har man altså valgt at gøre dette ud fra et forsigtighedsprincip.

Lukningen gælder indtil videre til udgangen af november, og gælder både gudstjenester og anledninger af social karakter, som f.eks. strikkecafé, formiddagscafé, seniortræf.

Eneste undtagelse for ledelsens beslutning er at teenkoret ”Rejoice” fortsat kan holde deres øvelser.

Denne undtagelse træffes fra en betragtning af deltagernes alder og antal, samt at regeringens retningslinjer fastholder, at børnene og de unge kan fortsætte med deres fritidsaktiviteter.

Om 3-4 uger vil ledelsen vurdere smittetallene i vores kommune, samt den generelle situation, og herudfra træffe beslutning om genåbning.

- Det vil helt sikkert være trist for mange, at vi igen ikke kan mødes, men vi klarede det i foråret, og vil klare det igen! Vi holder kontakt via telefoner og skriftlige hilsner. Og ved behov for samtale eller anden hjælp, er man velkommen til at ringe til mig, siger menighedens præst, Bente Højris.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...