Børn og unge i Fjerritslev og resten af Nordjylland har gennem Bag for en Sag bagt til den helt store guldmedalje og indsamlet 128.000 kroner, der skal gå til at besvare flere opkald på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

104 daginstitutioner, skoleklasser og SFO’er i Region Nordjylland deltog i Bag for en Sag i 2018. Her har børnene bagt og solgt bagværk for 128.469 kroner til fordel for BørneTelefonen. På landsplan er der samlet 2,25 millioner kroner ind.

- Det er fantastisk, at så mange børn har lyst til at hjælpe de børn og unge, der har det svært. Vi er meget taknemmelige for den flotte indsamling gennem Bag for en Sag, der gør, at vi kan besvare endnu flere henvendelser på BørneTelefonen, så flere børn har adgang til en voksen, der lytter og hjælper, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Bag for en Sag giver mulighed for at have det sjovt med at bage, tale om de problemer, der kan fylde hos børn – og hjælpe andre. Brattingborgskolens SFO i Hobro er en af de mange institutioner, der har deltaget i bagebegivenheden.

- Vi har været med i Bag for en Sag adskillige gange. Her samler vi ind til et godt formål, og så forsøger vi at lære børnene at se ud over deres egen næsetip, og hjælpe andre der er dårligere stillet, fortæller Torben Bailey fra Brattingborgskolens SFO.

Udover deltagende børn, forældre og institutioner er Bag for en Sag afviklet i samarbejde med Matas A/S og Grundtvig A/S.

- Bag for en Sag kunne ikke lade sig gøre uden deltagelse fra børn, forældre, institutioner og samarbejdspartnere. Tusind tak til alle, der har bidraget, siger Rasmus Kjeldahl.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...