Man vil gerne undgå en influenzaepidemi blandt de ansatte, og samtidig kan det lette presset på testcentrene

JAMMERBUGT: Krisestaben i Jammerbugt Kommune i forbindelse med coronasmittens stigning besluttet nu at iværksætte et tilbud om gratis og frivillig influenzavaccination af alle kommunens ansatte, fremgår det af en pressemeddelelse onsdag.

Begrundelsen er, at der i år er en særlig udfordring med covid-19 og for at reducere risikoen for en samtidig influenzaepidemi.

Symptomerne på covid-19 og influenza ligner hinanden, så derfor vil mange med god grund lade sig teste, når de får symptomer. Med en influenzavaccination bliver færre syge, og der er således behov for færre test og dermed mindre belastning på testcentre, hedder det i pressemeddelelsen:

- I Jammerbugt Kommune vil vi gerne passe på medarbejderne, så vi kan servicere borgerne fremadrettet. Og selv om vi ikke kan vide, hvor mange der tager imod tilbuddet om en gratis vaccine, vil det under alle omstændigheder bidrage til at reducere antallet af sygedage og risikoen for at bidrage til smittekæder, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...