Musik: 25. oktober er Alberte Svenningsen, der stammer fra Fjerritslev klar med sit debut-album, Traneblæs

Fjerritslev: 26-årige Alberte Svenningsen, der oprindeligt stammer fra Fjerritslev, har egentlig ikke altid vidst, at hun skulle være musiker.

- Men jeg kunne mærke helt fra jeg var barn, at jeg kunne noget med musikken - og også var god til det, fortæller hun.

Hun er i dag bosat i Aarhus og uddannet fra blandt andet Det Jyske Musikkonservatorium.

Om få dage - helt præcist 25. oktober, er saxofonisten, der lærte at spille i Jammerbugt Musikskole klar til at vise verden, hvad hun kan.

Her udkommer hun med sin første jazzudgivelse.

Alberte Svenningsen spiller selv alt saxofon, og ens for alle sange på albummet Traneblæs er, at de udelukkende er indspillet af en-tone instrumenter.

- Det giver en rigere mulighed for at lege rundt med musikken, forklarer Alberte Svenningsen.

Alle numrene er ud fra hendes melodier, og de er ”jam’et” frem af de unge jazzmusikere Jonathan Bruun Meyer (basun), Anders Juel Bomholt (kontrabas) og Lasse Jacobsen (trommer).

I første omgang vil numrene, ligesom andre af Alberte Svenningsens sange være at finde på streaming tjenesterne Spotify og iTunes, og om cirka to uger er hun klar med en CD, der har fået navnet ”Traneblæs.”

- Det er et stort skridt, men nu har jeg virkelig et bevis for, hvad jeg kan, siger hun.

At det skulle blive jazz, der blev hendes genre, er der flere grunde til.

- Jazz er fantastisk og levende. Improvisation er en stor del af jazz, og man er derfor altid til stede i nuet, når man spiller, fordi numrene aldrig er det samme.

- Det er sjovt, og jeg forestiller mig, at det er ligesom at spille en holdsport, bare uden en taber og en vinder, siger hun.

Drømmen om et album

Musikerne har hun spillet sammen med godt et års tid.

- Jeg samlede musikerne i 2018, hvor vi spillede en lille kort koncert i Aarhus.

- De kendte ikke alle hinanden på forhånd, men de fik det hurtigt godt med hinanden, fortæller hun.

Og så gik det stærkt.

- Det udviklede sig til flere koncerter, blandt andet til Copenhagen Jazzfestival, Aarhus Jazzfestival med mere, og så har vi været forbi Trekronerskolen og Fjerritslev Gymnasium for at spille for eleverne, fortæller hun.

Efterfølgende søgte Alberte Svenningsen støttepenge ved Albrechtsens legat på Trekronerskolen, og Aarhus Kommunes Musikpulje til at indspille et album

- Og jeg fik penge, så jeg kunne opfylde min drøm om at skive 10 numre helt færdigt og booke et professionelt studie, fortæller hun.

Musikken blev indspillet i Aarhus i februar 2019, og selvom fjerritslevpigen nu slår sine jazzfolder i Smilets by, så har hun ikke glemt sin hjemstavn.

Coveret er første bevis. Hun har nemlig selv broderet cover-art til albummet.

- Motivet er fra Svinklovene ude ved Svinkløv, smiler hun og fortsætter:

- Det er da helt unikt at komme fra Fjerritslev, der er det her lille, skønne sted frem for en storby, hvor alle kommer fra, siger hun.

Hun regner da også med at komme på turne til sommer.

- Jeg vil meget gerne spille hjemme i Fjerritslev igen, siger hun.

CD´en kan bestilles via Alberte Svenningsens Facebookside: ”Alberte Svenningsen,” men den vil også kunne hentes fysisk hos blandt andet Rakugalleriet.

- Det er jo drevet af min gamle musiklærer, smiler Alberte Svenningsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...