Både ambulance og lægehelikopter sendt afsted, da to biler stødte sammen i mindre by i Han Herred
BONDERUP: Der blev trykket hårdt på alarmknappen, da der kort efter kl. 16 mandag eftermiddag blev ringet 1-1-2 efter en kollision mellem to biler på Lørstedvej i den lille by Bonderup mellem Brovst og Fjerritslev.
- Meldingen var, at to biler var kørt frontalt sammen, oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.
Der blev sendt både ambulance og lægehelikopter til stedet. Helikopteren var i luften i forvejen og var hurtigt fremme, men det viste sig hurtigt, at der kun var tale om materiel skade. Førerne af de to biler, der var alene i hver sit køretøj, slap uden skrammer.
- Begge biler er ret skadede, men førerne er sluppet uden skade. Trafikken har også kunnet komme forbi derude.
I forbindelse med uheldet skete der også et oliespild fra de to køretøjer, og det tog Nordjyllands Beredskab sig af at få fjernet.
- Der er stort set ryddet op, oplyser Poul Fastergaard.