Sport: Lørdag blev fem planlagte Aktiv Lørdag arrangementer skudt i gang på Attrup Havn

En række på foreløbig fem planlagte Aktiv Lørdag-arrangementer blev med succes skudt i gang i og ved havnebassinet på Attrup Havn i lørdags med titlen ”Vild med vand”.

Fem foreninger i Skovsgaard og omegn er gået sammen om et initiativ, der skal få familier ud i naturen til sjove aktiviteter og hyggeligt samvær, og Attrup Bådelaug var denne første eftermiddags arrangør. Bådelauget havde allieret sig med Jammerbugt Ungdomsskole, der stod for aktiviteterne og stillede instruktører til rådighed.

- Der var tilmeldt 60 deltagere, fortæller en repræsentant for styregruppen, Pia Skifter Sørensen,

- Men der kom lidt flere til, så i alt 70-80 stykker var i vandet.

Det var især paddleboards, der tiltalte børnene og de unge, mens mange voksne prøvede en tur i havkajak. Og i det lukkede havnebassin kunne det hele foregå i sikre rammer, skønt vejret var lidt blæsende.

Der er planlagt foreløbig yderligere fire aktive lørdage i løbet af efteråret 2020 og foråret 2021, og Pia Skifter Sørensen fra styregruppen håber på en fortsat god opbakning fra børn og voksne i området.

Men det er jo ikke gratis at holde sådanne aktiviteter. Til denne første gang har man fået støtte fra kommunens Liv i By og Skole-pulje, så deltagerne kunne få t-shirts og forplejning. Styregruppen har søgt Nordea-fondens Her Bor Vi-pulje, som har 60 mio. kr. at dele ud af, til de næste arrangementer. Disse står de øvrige foreninger i samarbejdet for - KFUM-spejderne i Skovsgaard, Skovsgaard Boldklub, Brovst Rideklub og Ridecenter samt Skovsgaard/Brovst KFUM Idrætsforening.

- Det var en rigtig god dag, og vi håber, det får flere til at søge Attrup Bådelaugs aktiviteter fremover, fortæller Pia Skifter Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...