TALENT: 14-årige Malthe fra Fjerritslev hædret som Årets Spiller på U14 hos AaB Talent

FJERRITSLEV: En stabil og målfarlig forsvarsspiller, der har udviklet sig utrolig meget gennem de sidste to år, har gjort 14-årige Malthe Gyldenløve-Lyebalk fra Fjerritslev til Årets Spiller på AaB’s U14-fodboldhold.

Hædersprisen blev overrakt af AaB’s talentchef Anders Damgaard, og Jonas Westmark, der er Malthes cheftræner for U14, havde følgende rosende ord til Årets Spiller:

− Malthe blev Årets Spiller, fordi han har været stabilt god hele sæsonen, og det har han også været, når han har været opmatchet på U15. Han har været målfarlig som forsvarsspiller, samtidig med at han har været en bastion i den bagerste kæde. Han har været en spiller, de andre har kunnet læne sig op ad, og han har selv taget store skridt rent udviklingsmæssigt gennem sæsonen. Som person er han ekstremt ydmyg, og han har et let og positivt sind, der gør, at han er supergod at arbejde med.

Malthe trådte sine første fodboldstøvler som drengespiller i Fjerritslev Idrætsforening (FIF). Her var han en del af et hold på omkring 25 drenge, der klarede sig virkelig godt i turneringen og samtidig havde det rigtig fint sammen uden for banen.

− Derfor havde jeg også brug for lidt betænkningstid, inden jeg takkede ja til AaB, fortæller Malthe.

Det viste sig dog at være den helt rigtige beslutning:

− Jeg elsker virkelig alt ved AaB: miljøet, kammeraterne, sammenholdet, opbakningen fra klubben og forældrene og den seriøsitet, der bliver udvist både på og uden for banen, understreger han.

Det var Malthes tidligere træner Michael Jensen og daværende ungdomsudvalgsformand Peter Mortensen, der indstillede Malthe til talenttræning, hvilket er muligt for FIF som officiel samarbejdsklub med AaB. Derudover var de udsendte AaB-scouts også med til at gøre yderligere opmærksom på ham.

Allerede på U10-niveau blev Malthe tilknyttet AaB’s talentskole i Aabybro. Her gik han til træning hver anden fredag til og med U12, og så fulgte et aspirantforløb på AaB’s baner i Aalborg. Dette forløb faldt heldigt ud til Malthes fordel, så han sagde ja til et klubskifte fra U13.

Efter hæderen som finalen på U14 holdt Malthe en uges velfortjent sommerferie hjemme hos forældrene Tina og Lars på Rugmarken i Fjerritslev, hvorefter den stod på tre ugers selvtræningsprogrammer inden træningsstart på U15 hos AaB Talent mandag 22. juli.

På U15 bliver ligaen landsdækkende, og det betyder lange kampdage for Malthe mod blandt andre OB, Brøndby og FC København.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...