JUBILÆUMSKAMP: Et nederlag på 13-0 kunne ikke stjæle lokalholdets fornøjelse ved at møde superligaen på hjemmebane

VESTER THORUP: 600 tilskuere bakkede hjemmeholdet op, så stemningen var helt i top, da superligaspillerne fra AaB gæstede Thorup-Klim Boldklub fredag aften til en fodboldkamp i anledning af klubbens 50-års jubilæum.

AaB mødte op med profiler som Jores Okore, Lucas Andersen, Kasper Kusk og mange flere. Det blandede lokalhold kunne dog ikke rigtig presse et yderst velspillende AaB-mandskab, som foldede sig fint ud i opvisningskampen.

− Det blev en god fodboldkamp, selvfølgelig med AaB som dominerende, og kampen endte 13-0. Men alle fik en meget stor oplevelse, fortæller Lasse V. Jacobsen fra Thorup-Klim Boldklub. Aftenens hjemmehold var sammensat af spillere fra klubber i hele det vestlige Han Herred.

AaB, der har Thorup-Klim Boldklub som partner, gav efter kampen udtryk for et rigtigt godt og vellykket arrangement og en meget perfekt bane. Spillerne kvitterede med autografskrivning og fotografering i klubhuset.

Lørdag blev der som endnu et jubilæumsarrangement afviklet to børnestævner med mange kampe på Vester Thorup Stadion, hvor der var medaljer samt goodiebags fra AaB til alle de deltagende hold.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...