Rundt: Revisorassistent Kirsten Nygård, Ørebrovej 131, 9690 Fjerritslev, kan 1. juli fejre 40 års jubilæum i LandboNord

Kirsten Nygård begyndte sin karriere som elev i den daværende Han Herreds Landboforening og Husmandskreds i Fjerritslev – det der nu 40 år senere hedder LandboNord.

Regning og matematik har altid været yndlingsfag, så Kirsten så muligheden for at dykke ned og udforske det univers endnu mere, da hun hørte om elevpladsen i Fjerritslev. Til ansættelsessamtalen blev hun endda advaret, at tastearbejdet kunne være noget så forfærdeligt, men det var ikke den opfattelse, Kirsten fik. Hverdagen bød på mange forskellige opgaver, og efter endt elevtid, blev hun ansat. Her fortsatte Kirsten med opgaver som bogføring, moms og udarbejdelse af regnskaber, men da blandt andet skatteområdet ofte er et område med ændringer at forholde sig til, så bliver man ifølge Kirsten aldrig helt udlært.

Oprindelig er Kirsten Nygård opvokset på et husmandsbrug ved Drøstrup med heste, køer og grise, så kendskabet til erhvervet har hun fra barnsben. Gennem årene har det primært været kunder fra små- og mellemstore virksomhedslandbrug, som Kirsten har arbejdet for. Enkelte af dem gennem alle 40 år.

Flere af kundernes regnskaber er i dag blevet digitale med LN Summax, og her kan de også regne med Kirstens assistance. Internt i LandboNord var Kirsten i mange år en fast del af Ø90-gruppen, som med et indgående kendskab til regnskabssystemet, løser de udfordringer, der kan opstå i det daglige.

Privat bor Kirsten Nygård sammen med sin mand Hans Peer. I sin fritid går Kirsten blandt andet til badminton og morgensvømning – men den helt store fælles interesse er haven. Parret rejser typisk rundt i Europa med Haveselskabet for at samle inspiration. Rejseaktiviteten er desværre, grundet COVID-19, sat på pause. Det er indtil videre gået ud over turen til England for at se på haver, og sommerturen til Holland er fortsat tvivlsom.

Kirsten Nygårds jubilæum blev fejret internt i LandboNord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...