JUBILÆUM: Birgitte Bach Andreasen overtog i 1994 Salon Pia’F i Vestergade og flyttede godt to år senere til den kendte Søstrene Kvist-ejendom i Søndergade

FJERRITSLEV: 1. september kan frisør Birgitte Bach Andreasen fejre 25-års jubilæum som indehaver af Klipoteket i Fjerritslev.

Begivenheden fejres fredag 30. august med reception om eftermiddagen i Søndergade 3, hvor hun har haft sit domicil siden nytår 1997.

Birgitte Bach Andreasen er fra Aalegaards Mark øst for Fjerritslev og blev som 20-årig uddannet frisør hos Karen Marie Skall i Skovsgaard. Skoleuddannelsen foregik som et EFG-forløb på Teknisk Skole i Randers.

− Så blev jeg kontaktet af Pia Fischer, som drev Salon Pia’F i Vestergade 20 her i Fjerritslev, om jeg havde lyst til at overtage. Jeg slog til og overtog salonen pr. 1. september 1994, og det har jeg aldrig fortrudt! fortæller Birgitte Bach Andreasen.

− Det første halvandet år var jeg kun mig selv, og derefter antog jeg en elev, Helene, som senere blev min svigerinde.

Efter er par års selvstændighed fik Birgitte Bach Andreasen øje på den smukke ejendom i Søndergade 3, hvor guldsmedene Søstrene Kvist havde hjemme gennem mange år. Mens forretningslokalet var udlejet til anden side, blev privatboligen totalt ombygget til frisørsalon, og ved årsskiftet 1996/97 kunne Birgitte Bach Andreasen rykke ind i de nyindrettede omgivelser, som også giver plads til et stort udvalg af hårplejeprodukter.

− På dette tidspunkt var jeg gravid med mit barn nummer to, så fra sommeren 1997 trådte Rikke Louise Kloster til som barselsvikar. Rikke blev − og har været her siden.

Klipoteket, som er både dame- og herrefrisør, har i dag fire faste medarbejdere. Ud over indehaveren og Rikke Louise Kloster er det Sussi Rytger, der har været ansat i 15 år, og Karina Rødbro, som kom til for to et halvt år siden efter at have haft egen salon i byen. Gennem årene har Birgitte Bach Andreasen uddannet fem elever, men har ingen i lære lige for tiden.

25-års jubilaren lægger vægt på, at tingene skal være i orden til mindste detalje og sørger sammen med sine ansatte for at følge med i tidens trends inden for hårmoden. Det sker blandt andet gennem kurser, ligesom der gennem årene har været tid til et par inspirationsture til udlandet.

Som frisør skal man kunne li’ at snakke med folk af alle slags, og det falder ganske naturligt for Birgitte Bach Andreasen, der som nystartet kunne tage kunder med sig fra læretiden og har bevaret mange faste relationer gennem de forløbne 25 år. Også de tre medarbejdere knytter tætte bånd til kunderne.

− Der kommer jævnligt nye kunder til, og vi får også besøg af mange turister, tilføjer hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...