TILLYKKE: Tage Thomsen kan fejre 25 års jubilæum som selvstændig - og selvom to og et halvt årti er gået, føler han, at han laver netop det, han drømmer om

Tage Thomsen, indehaver af EDB Center i Fjerritslev, kan netop nu fejre 25 års jubilæum med sin virksomhed.

Egentlig havde Tage Thomsen slet ikke planlagt at blive selvstændig - det var tilfældighedernes spil - og måske lidt held i uheld - der gjorde, at det blev sådan, fortæller Tage Thomsen, der som helt ung og nyuddannet arbejdede hos Dancall.

- Men så begyndte det at gå dårligt og flere af os blev fyret. Der var jeg en af dem, der fik mulighed for at gå. Tre måneder senere gik virksomheden konkurs, fortæller Tage Thomsen.

Med bopæl i Fjerritslev og små børn var der begrænsede muligheder. Jobbene hang ikke på træerne i lokalområdet og så tog Tage Thomsen en beslutning, han ikke har fortrudt et sekund siden. Han valgte at blive selvstændig.

- Jeg fik arbejdsplads i vores garage, fortæller Tage Thomsen, der på den måde fik det bedste af alle verdener som småbørnsfamilie. Han kunne arbejde på de tidspunkter, der passede ham, og hente børnene i institution.

Men med tiden voksede virksomheden, der kom flere kunder til og til sidst rykkede han ud af garagen og slog pjalterne sammen med en kollega - og dermed blev der for alvor hældt kul på maskinerne. Der gik ikke længe, inden Tage Thomsen købte sin kollegas andel - og igen var helt sin egen herre i huset, dog denne gang med ansatte.

Siden da er det kun gået op og fremad i fuld fart. EDB Center rykkede ind i Østergade og har siden da haft til huse her. Og sådan bliver det sandsynligvis ved mange år endnu, håber Tage Thomsen, der nu kan tælle fem medarbejdere i virksomheden.

Nogle har ansvaret for at drive butikken, mens andre - lige som Tage Thomsen selv - tager ud for at servicere de virksomheder, EDB Center assisterer i lokalområdet.

For selvom EDB Center har sin egen fysiske butik, så hentes en stor del af virksomhedens omsætning uden for butikkens mure. Mindre og mellemstore virksomheder er en stor del af EDB Centerets livsgrundlag og det passer Tage Thomsen fortrinligt, at han kan hjælpe lokale virksomheder med at holde både it og maskinpark i omdrejninger og dermed - på sin vis - også er med til at sikre, at Fjerritslevs erhvervsdrivende er med på beatet.

Måske kunne virksomheden sågar fungere uden en fysisk butik. Men for Tage Thomsen er det ganske enkelt ikke en mulighed - som selvstændig i et lokalsamfund som Fjerritslev har man et ansvar og en forpligtelse, mener Tage Thomsen.

Derfor har han også tegneartikler og alt mellem himmel og job, når skolebørnene i området skal have udstyr til skoletasken - og det hele hænger side om side med mobiltelefoner, computere, printere, farvepatroner og et væld af andre gadgets og it.

Ifølge Tage Thomsen handler det at være lokalt forankret nemlig også om at sikre, at borgerne kan finde netop det, de har brug for i byen, så de ikke føler sig tvunget til at køre andre steder hen for at handle. At borgerne har en fælles følelse af, at her i byen kan man - stort set - få alt det, man har brug for. Det giver en følelse af at høre til. Og det er vigtigt, mener Tage Thomsen, der selv føler, at det er her, han hører til. Han har aldrig drømt om noget andet end at være netop her, hvor han er nu, og lave netop det, han elsker: At hjælpe folk, han kender.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...