FODBOLDGLÆDE: Der har både været tid til indlæring af teknik og masser af boldsjov i den forløbne uge på Trekroner Stadion

TREKRONER: Ikke færre end 146 piger og drenge har i den forløbne uge deltaget i TIF98’s fodboldskole på Trekroner Stadion.

Maxiskolen, som tæller 111 børn i den ældste gruppe, har været i sving fra mandag til fredag, mens de 35 børn i miniskolen var på banen til og med onsdag. For børnene passer det fint med et sådant tilbud i første uge af skoleferien, idet mange af deres forældre først begynder ferien lidt senere.

I alt 14 trænere har stået for undervisning og leg ugen igennem, og blandt disse er 27-årige Thor Thimm Danielsen en af de ældste.

- Vi er en flok unge, som kender hinanden rigtig godt, og vi har næsten alle selv været på fodboldskole her i Trekroner som børn. Vi bruger ganske frivilligt den første uge af skoleferien, fordi vi kan lide det, også selv om en del af os bor andre steder, fortæller Thor.

Selv bor han i Løgstør og underviser til daglig på Fjerritslev Gymnasium.

Ud over trænerne er der ca. 20 andre frivillige, der bidrager til, at alt omkring fodboldskolen fungerer.

Ikke mindst køkkenholdet, der har lanceret et »sund mad«-koncept og sørger for frokost samt frugt til børnene både formiddag og eftermiddag. Spisningen foregår i det store telt på sportspladsen.

- Desuden bliver vi bakket op af vore sponsorer, og uden dem og de mange frivillige ville det ikke kunne lade sig gøre at holde fodboldskole, fastslår Thor.

De 146 børn er det næsthøjeste antal deltagere, tilføjer han. Sidste år blev der slået rekord med 165 tilmeldte. Deltagerne kommer ikke kun fra Trekroner, men også fra Løgstør, Skovsgaard, Ørebro og enkelte andre steder i Fjerritslev-området.

Vejrmæssigt har fodboldskolen været lidt af en blandet fornøjelse, men børnene var på banen, uanset om der kom et par byger undervejs.

Det er i øvrigt femte år, hvor TIF98 selv står for fodboldskolen i Trekroner. Tidligere brugte man et koncept i DBU-regi. Nu laver trænerne deres eget program, der veksler mellem fodboldteknik, boldlege og andre aktiviteter hver dag mellem klokken 9 og 15. I løbet af ugen har der også været tid til busture til Jammerbugtens Fodboldgolf ved Tranum Strand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...