I Molevejens Kunsthåndværk i Hanstholm kan man gå på opdagelse, og priserne er overkommelige

HANSTHOLM: Ideen er god. 11 kunsthåndværkere - ni kvinder og to mænd - slog sig tidligere på året sammen om at etablere en fælles butik i den tidligere Røde Kors-butiks lokaler på Molevej i Hanstholm.

Molevejens Kunsthåndværk slog dørene op i februar. Men på grund af coronaen kom man dog først for alvor i gang i juni.

- Vi betaler hver især en leje. Og så har vi lavet en vagtplan, hvor vi passer butikken på skift, fortæller Annelise Pedersbæk, der udstiller og sælger sine arbejder i pileflet, tekstil og gummi i butikken.

I butikken finder man smykker, lædervarer, drivtømmer, keramik, filt, pileflet, træarbejde, væv og strik, tekstiltryk og malerier.

Med et par undtagelser bor alle kunsthåndværkere i Thy.

Idéen med butikken opstod i Lildstrand.

- Vi har i nogle år haft fælles udstillinger i Hawboernes Hus i Lildstrand. Og da Susanne Birkebo Kristensen og Mark Kristensen overtog ejendommen for at lave overnatningsstedet Birke Bo, bød vi ind på butikslokalet, fortæller Doris Thygesen, der sælger sine malerier i butikken.

Hawboernes Hus slipper de dog ikke. Fra mandag 13. juli er de endnu en gang at finde i Lildstrand med nogle af deres værker.

Molevejens Kunsthåndværk har åbent hver dag i juli og august. Og kunderne har vist sig at være både lokale og sommergæster.

Prisniveauet skræmmer ikke.

- Vi har ting fra 20 kr. og op til 3000-4000 kr. fortæller Helga Breum, der havde tjansen med at passe butikken tirsdag 7. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...