Vandværk blev brændt af ved uheld

0
Foto Grete Dahl
559 husstande i Bonderup og omegn mistede for nylig strømmen. Hos elselskabet EVO fik man dog hurtigt rettet op på miseren – men det skulle vise sig, at strømafbrydelsen fik langt større konsekvenser end blot en halv times strømafbrydelse for husstandene i området.

Strømafbrydelsen havde nemlig brændt styringssystemet af i Bonderup Vandværk og kortsluttet alarmsystemet. Det betød, at der ikke blev pumpet vand op fra undergrunden og at systemet ikke alarmerede driftsleder Tage Jensen, mens vandværket langsomt løb tør for vand.

Tage Jensen anede med andre ord ikke, at hans vandværk var sat helt ud af drift, ind til opkaldene nogle timer efter strømafbrydelsen pludselig begyndte at strømme ind fra forbrugere, der ikke havde vand i hanerne.

– Jeg prøvede med det samme at ringe op til vandværket – men det kunne jeg ikke, fortæller Tage Jensen, der normalt ellers kan betjene vandværket hjemmefra.

Han hastede ud af døren mod vandværket, blot for at få sine værste anelser bekræftet.

– Vandet stod meget lavt, helt under pumperne, fortæller Tage Jensen, der ikke kunne vække styresystemerne til live og til sidst måtte ringe efter professionel hjælp hos den mand, der havde været med til at lave installationen på vandværket.

Det virkede og efter nogen tid var der igen vand i hanerne hos forbrugerne hos Bonderup Vandværk.

Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene. Seks dage senere blev vandværket efter alt at dømme ramt af et lynnedslag, der igen kortsluttede styresystemerne. Og denne gang var systemet langt hårdere ramt end første gang, det blev kortsluttet. Igen begyndte opkaldene at komme og Tage Jensen måtte ringe efter hjælp. Der lugtede brændt og svedent i maskinrummet, så han vidste, at den var gal.

Men det viste sig, at installationsteknikeren sad til møde i Aarhus og ikke kunne komme til undsætning. Derfor måtte Tage Jensen manuelt pumpe vand ind i systemet.

– Men jeg kunne ikke gå fra det, for det kunne ikke slå fra, hvis der blev pumpet for meget vand ind – og der ville ikke komme en alarm, hvis der blev pumpet for lidt vand ind, fortæller Tage Jensen, der derfor måtte blive på sin post, til teknikeren ankom om aftenen fra Aarhus.

Stort set hele teknikken blev skiftet ud i denne ombæring.

– Siden har der ikke været noget, fortæller Tage Jensen, der dog undrer sig over, hvad det mon var, der skete i første omgang, da vandværket blev bombet ud i intetheden af en kortslutning.

– Der må være nogen, der har gravet en ledning over, mener Tage Jensen.

Den vurdering bakkes op hos Evonet, der rykkede ud, da Bonderup blev kappet af ledningsnettet.

– Det skete på på Kirkedalsvej, på en mark, fortæller Jan Figge, forsyningsoperatør hos Evonet.

Hans umiddelbare vurdering er, at der har været landbrugsmaskiner i gang, som ved et uheld har ramt den 10 kilovoltsledning, der lå godt en meter under jordoverfladen.

Var det en maskine, der gravede ledningen over, har det ikke haft store konsekvenser. Strømmen lukker ned på under et sekund og føreren af maskinen vil sandsynligvis ikke være kommet til skade ved uheldet.

– Det sker faktisk relativt ofte, at der bliver gravet ledninger over, fortæller Jan Figge, på den anden side understreger, at det ikke er omkostningsfrit – man vil blive mødt med en regning, hvis man graver en ledning over.

Hvis man har planer om at skulle grave i jorden – selv i sin egen have – har man som udgangspunkt pligt til at undersøge, om der er ledninger i jorden, fortæller Jan Figge, der henviser til hjemmesiden ler.dk, hvor man kan se, om der skulle være ledninger i jorden, man ikke vidste noget om.

– Her kan man se hvor elkabler, gas, fiber, antenne og telefonnettet ligger, fortæller Jan Figge, der håber, at den landmand, der gravede 10 kilovoltsledningen over – og forhåbentlig også mange andre – har lært lidt af historien, så de fremover undersøger, hvad der ligger i undergrunden, inden de begynder at grave.

Hos Bonderup Vandværk har Tage Jensen i hvert fald lært én ting: Man skal ikke altid stole blindt på, at teknikken virker. Derfor går han nu med livrem og seler, når det kommer til vandværket.

– Jeg ringer op til vandværket to gange om dagen, fortæller Tage Jensen, der meget nødigt vil ende i samme situation igen.

Han har endnu ikke modtaget en regning for reparationerne, men regner med, at vandværkets forsikring kan dække udgifterne.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close