Turister og fiskere slukkede brand i Thorup Strand

0
En brand brød ud i klitterne ved Thorup Strand i den forgangne weekend - nu er der afbrændingsforbud i hele landet. Det betyder, at man blandt andet ikke kan tænde op i kul-grillen, da man risikerer at starte en brand. Arkivfoto
Tørken har ramt Nordjylland hårdt og ligger knastør hen. Det fik både turister og fiskere for alvor øjnene op for i den forgangne weekend, da en brand pludselig brød ud i heden ved Thorup Strand.

Lynhurtig indsats fra både turister, fiskere og andre tililende betød, at ilden heldigvis ikke spredte sig. En af dem, der var hurtig til at reagere, var Kristian Susila Nielsen. Han havde netop stillet sin traktor fra sig, da han blev gjort opmærksom på røgen og de spæde flammer, der lynhurtigt piskede frem i heden. Han kastede sig lynhurtigt ind i traktoren, mens hans kammerat, Jonny Olsen, hastede ind efter en brandslukker. I traktoren var en brandslukker, som han straks brugte mod ilden, mens Jonny Olsen kom til med sin brandslukker og turister kom med spande med vand.

– Vi fik det under kontrol, men vi kunne høre, at det stod og knitrede og røg, fortæller Kristian Susila Nielsen, der sammen med de tililende blev enige om, at der skulle ringes til brandvæsenet, så man kunne være helt sikre på, at ilden ikke ville løbe under jorden og bryde ud igen et andet sted.

Årsagen til branden står hen i det uvisse – men det kan måske skyldes, at man dagen forinden havde holdt strandfest og at der i den forbindelse kan være blevet efterladt en flaske, mener Kristian Susila Nielsen og peger på, at flasker i naturen netop nu vil virke som et forstørrelsesglas og dermed risikerer at starte brande i den knastørre natur.

– Der er tørt græs overalt nede ved os, fortæller Kristian Susila Nielsen, der er bekymret for, om der kan risikere at opstå brande igen, men det er stort set umuligt at forebygge.

– Vi kan ikke rigtig gøre noget ved det. Det er så stort et område, så vi kan kun sørge for, at der ikke bliver smidt glas eller cigaretter i naturen, fortæller Kristian Susila Nielsen.

Selvom der nogle steder i Nordjylland er faldet enkelte regndråber, er der stadig hvislende tørt i naturen – der skal rigtig store regnskyller til at rette op på balancen og det ser ikke ud til at ske foreløbigt. Derfor har Nordjyllands Beredskab – lige som beredskabet i resten af landet – udstedt totalt forbud mod brug af ild. Det gælder også brug af blandt andet kulgrill.

Hvis man som privat person alligevel vælger at tænde sin kulgrill i det gode sommervejr og dermed bryder afbrændingsforbuddet, vanker der som minimum en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af beredskabslovens paragraf 71.

Ud over forbud mod brug af kulgrill, er der også forbud mod brug af ukrudtsbrænder, engangsgrill, afbrænding af halm og halmstakke eller haveaffald og affald fra skovbrug samt åben ild på offentlige naturområder med vegetation.

Nordjyllands Beredskab anbefaler samtidig, at man ikke parkerer bilen i højt græs, da en varm undervogn kan antænde det tørre græs. Meget tyder på, at netop en varm katalysator var årsagen til en brand ved Thorup Strand for nylig. Man bør samtidig ikke smide cigaretskodder fra sig i naturen eller efterlade flasker i naturen, da de kan virke som brændglas og dermed antænde en brand, lige som man aldrig bør smide aske i naturen, da asken kan indeholde gløder meget længe.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close