Sanden Bjerggaard til salg

0
Sanden Bjerggaard i Slettestrand er sat til salg for knap ?10 millioner kroner. Privatfoto
Aktieselskabet bag badehotellet kaster håndklædet i ringen på grund af flere års dårlig økonomi

Sanden Bjerggaard Badehotel og Kursuscenter A/S er blevet sat til salg. Ifølge salgsannoncen er prisen 9.875.000 kroner.

Ifølge aktieselskabets bestyrelsesformand, John Olsson, har hotellet haft underskud de seneste tre til fire år, og har nu en gæld på syv millioner kroner. Underskuddet i 2017 var på knap 400.000 kroner.

Badehotellet har i 35 år været drevet af direktørparret Søren og Sonja Grøn.

John Olsson nævner to hovedårsager til nedturen.

– Både Søren og Sonja har gennem årerne lagt rigtig mange timer på hotellet. Sonja har lavet maden, så da hun blev alvorligt syg, måtte vi ansætte to kokke – de arbejder jo kun 37 timer om ugen. Kokkenes løn var vi nødt til at låne penge til at betale, og det har medvirket til at skabe gælden, siger John Olsson.

Den anden årsag til de økonomiske problemer er ifølge bestyrelsesformanden, at offentlige og private organisationer siden finanskrisen har skåret mere og mere ned på deres eksterne kursusaktiviteter.

– Badehotellet har traditionelt levet af privates weekendophold, mens der på hverdagene har været kurser og konferencer. Den del har været stærkt vigende, for mønsteret har ændret sig. Før i tiden havde vi konferencer og kurser af flere dages varighed med overnatning. Nu er der ikke ret mange, der overnatter, og hvis de gør, er det typisk kun en enkelt nat, siger John Olsson.

Indtil 1994 var hotellet ejet af Indre Mission Danmark, og da hotellet blev solgt på aktier, var det i høj grad til folk, der havde en relation til stedet.

– Køberne af aktierne var trosfæller, der ønskede, at stedet skulle overleve, fordi de havde kommet der, da Indre Mission var ejer, fortæller John Olsson.

For et år siden spurgte bestyrelsen de 350 aktionærer, om de ville spytte lidt mere i det skrantende hotels kasse, men det var der ikke den store interesse for.

– Mange af aktierne er gået i arv, og arvingerne har ikke det samme tilhørsforhold til badehotellet, som deres forældre havde, siger bestyrelsesformanden.

Medvirkende til bestyrelsens beslutning om at sælge hotellet var også, at Søren og Sonja Grøn ikke ønskede at stå i vejen for en beslutning om salg, forpagtning eller et nyt lederpar.

– Når Søren og Sonja smider håndklædet i ringen, så gør vi også. Hotellet løber ikke rundt mere, og man kan ikke blive ved med at stifte gæld, siger John Olsson.

Sonja Grøn, der i dag er rask og tilbage på fuld tid, var syg i to et halvt år, og det trak tænder ud hos Søren Grøn.

– Jeg har personligt været meget påvirket af min kones sygdom, og den har også i høj grad påvirket min hverdag på hotellet, siger han.

Nu er både lysten og kræfterne til at drive badehotellet der ikke længere.

– Jeg er simpelthen blevet kørt så flad de seneste to et halvt år. Jeg har ikke kræfterne til at trække hotellet op igen, siger Søren Grøn.

Han og hustruen driver stedet videre indtil det bliver solgt.

– Alle bookede arrangementer vil blive holdt i overensstemmelse med aftalen, siger Søren Grøn.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close