Pirater på togt ved Hanbohus

0
KFUM spejdernes bævere og ulve fra Fjerritslev, Bonderup og Kettrup grupper var i Kr. Himmelfartsferien på fælles sommerlejr på Hanbohus ved Tranum sammen med flere andre spejdergrupper fra Aggersborg distrikt.

Temaet for lejren var pirater og alle sejl blev sat til en spændende og hyggelig spejderlejr.

Lejren startede om torsdagen, hvor det første syn, der mødte én, var et stort piratskib med sus i sejlene og piratflaget hejst. Skibet lokkede hurtigt mere end teltopsætningen, da det var udstyret med kanon, krudttønde og en skattekiste, som hurtigt afslørede sit indhold af guldmønter og andre gyldne skatte.

Lejren blev for alvor skudt i gang med den traditionelle flaghejsning samt velkomst ved en vaskeægte pirat. I alt 67 bævere og ulve i alderen 0.-4. klasse fordeltes ud på fem forskellige hold, hvor der straks blev knyttet nye venskaber. Hen over torsdagen og fredagen skulle holdene forbi forskellige poster, hvor de prøvede kræfter med bl.a. at lave deres egen skattekiste. Men ingen skattekiste uden skattekort og slåede mønter, hvorfor de næste poster bød på møntslagning og planlægning over skattens gemmested. Ingen pirat kan heller forsvare sig selv uden et våben, så der blev både lavet sværd og elastik-bøsser samt arrangeret fægtekonkurrencer og skydeprøver. Alle fik også lavet sig selv behørig piratudklædning samt afsendt breve pr. flyvende flaskepost.

Torsdag aften endte i en ordentlig regnskylle. Børn og voksne måtte søge indenfor i ly for regnen til en dejlig omgang pasta med kødsovs. Det planlagte lejrbål blev inde i salen skulder ved skulder, dog uden bål men med pirathistorier, sang og ej at forglemme aftenkaffe med kage, saftevand og frugt.

Fredag morgen kunne morgenmaden nydes i det fri på terrassen i flot solskin. Videre forsatte dagen med fælles flaghejsning og gudstjeneste ved Inger Øeby Pedersen, hvorefter holdene forsatte rundt på posterne. Da klokken ramte frokosttid gik det stærkt med rugbrødmadderne som var stillet parat til sultne pirater. Aftensmaden fredag aften var som et helt festmåltid. Køkkenet grillede steg hele eftermiddagen og lækkersulten var stor, idet det kunne lugtes i hele lejren. Vejret holdt og aftensmaden blev nydt i det fri.

Uden undtagelse var alle glade for den dejlige mad madtanter og -onkler fik mange tak med på vejen af både store og små pirater.

Efter fælles flagnedtagning kunne vi fredag holde aftenens lejrbål udenfor med rigtig knitrende ild og røg samt flere pirathistorier. Herpå fulgte det traditionelle natløb med forskellige poster, der ledte frem til en skattekiste fyldt med dødningehoveder – som i dette tilfælde var småkager. Lørdag morgen startede meget koldt med rimforst på græs og telte. Men det slår nu ikke en spejderpirat ud, heller ikke selvom dagen var tiden til farvel og på gensyn, nedpakning og et stort fællesfoto.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close