Nye løbere gav den gas til Svinkløvløb

0
16 nye medlemmer af Fjerritslev Trimklub er kommet til i forbindelse med et træningsforløb for nye løbere - til Svinkløvløbet fik de deres ilddåb og det gik forrygende, selvom det ved afslutningen regnede ganske meget, så man måtte søge ly under klubbens pavillon.Privatfoto
Fjerritslev Trimklub kunne for nylig lade starten gå til Svinkløvløbet med et væld af nye løbere på holdet.

Klubben har i foråret startet et nyt løbehold for nybegyndere – og det har været en succes ud over det sædvanlige, fortæller Lenette Jørgensen fra Fjerritslev Trimklub, som sammen med sin mand, Carsten Jørgensen, har stået for træningen af begynderholdet.

Holdet har haft fokus på både den gode opvarmning, styrketræning, forebyggelse af skader, løbeteknik og vejrtrækning – og så ikke mindst det at have en god løbe oplevelse i fællesskab, fortæller lenette Jørgensen, der er imponeret over, hvor meget de enkelte deltagere har formået at rykke sig.

Alle viste gode resultater under Svinkløvløbet – og mens de 16 nye løbere alle har fået blod på tanden til at give den gas på stierne i Fjerritslev og omegn, så har Fjerritslev Trimklub også mærket, at det rykker noget for løbeklubben at give sig i kast med at hjælpe nye løbere til at finde takten.

For selvom Fjerritslev Trimklub ikke som sådan er en lille klub, så er det en klub, hvor de fleste er individualister – langt de fleste løber alene og det betyder, at fællesskabet er begrænset til de løb, hvor alle stimler sammen for at vise flaget for Fjerritslev Trimklub. Men med det nye hold kan nye vinde blæse for klubben, der gerne vil have mere fællesskab ind i hverdagen. Ikke mindst fordi det, at have et fællesskab, også betyder et øget ansvar for klubben, påpeger Lenette Jørgensen og henviser til, at man i klubben – som så mange andre steder – altid har behov for at finde flere frivillige til de opgaver, der er.

Det gælder blandt andet i forbindelse med Stafet for Livet, hvor Fjerritslev Trimklub præcis som sidste år også stiller op. Og denne gang er drømmen, at klubben vil formå at finde løbere til at løbe et helt døgn, fortæller Lenette Jørgensen.

– Sidste år var der lidt stille i løbet af natten. Det vil vi gerne prøve at lave om på, fortæller Lenette Jørgensen.

Hvis man gerne vil være med på begynderholdet, er der mulighed for at deltage igen efter sommerferie – Svinkløvløbet var afslutningen på en fin sæson, men efter sommerferien tages der fat igen for fuld skrue.

Der vil dog ikke blive det samme oplæringsforløb i efteråret, som det var tilfældet i foråret, fortæller Lenette Jørgensen. Men tanken er, at man næste forår igen er klar i Fjerritslev Trimklub til at tage imod nye løbere, der gerne vil have løbetræningen helt ind under huden gennem oplæring i opvarmning, styrketræning, vejrtrækning og løbeteknik, fortæller Lenette Jørgensen, der håber, at endnu flere nye løbere til den tid står klar til at finde rytmen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close