Ny bog fortæller om modstandsbevægelsen i Sydvestvendsyssel

0
Børge Møller er forfatter til bogen ”Vores egen lille krig”. Privatfoto
Børge Møller, der gennem mange år har været en flittig forfatter af lokalhistoriske skrifter, præsenterer nu i bogen med titlen: – Vores egen lille krig – Krigsdagbog for Hvetbo og Han Herreds Landeværn. Bogen er resultatet af årtiers utrætteligt arbejde med at indsamle kilder og beretninger om den lokale modstandsbevægelses virke under besættelsen.

I bogen udfolder Møller over 200 sider og 36 kapitler historien om modstandsbevægelsen i den del af Vendsyssel, der nu er Jammerbugt kommune, fra Klim og Vust i vest til Ingstrup mod nord og Sulsted mod øst. En historie, der strækker sig lige fra den spæde begyndelse med illegale blade, der vakte viljen til at gøre aktiv modstand hos de mænd, der senere kom med i modstandsbevægelsens arbejde, en historie, der ikke slutter førend flere måneder efter den tyske kapitulation.

Vi hører om, hvordan en ung Ø.K. mand, Ingvard Pedersen, fra sin nyudnævnte stilling som forretningsfører for Store Vildmose Tørveindustri i efteråret 1942 fik forbindelse til den jyske leder, Flemming Juncker, der gav Pedersen til opgave at organisere en modstandsbevægelse i Sydvestvendsyssel, en opgave han løste med stor dygtighed.

Vi får historien om de farlige natlige våbenmodtagelser, hvor tunge, uhåndterlige containere nedkastet fra engelske fly under store anstrengelser bæres i skjul i ly af mørket, og om pakning og videreforsendelser til grupper rundt i Jylland. Der fortælles om dramatiske og vellykkede sabotageaktioner mod tyskernes lytteposter og pejlestationer, og om efterretningsarbejde i det skjulte, hvor tyskernes anlæg og styrker minutiøst registreres og rapporter sendes ad hemmelige kanaler til England.

Den spændende beretning om, hvordan Gestapo-folkene fra Aalborg i frihedens time den 5. maj flygter til Brønderslev med 3 danske gidsler og iklæder sig værnemagtsuniformer for at undgå arrestation, bliver læseren heller ikke snydt for. Da Gestapo-kolonnen begiver sig sydpå fra Løkken, går modstandsbevægelsens lokale deling i stilling syd for Saltum, ved foden af Østrup bakke, med ordre til at standse og arrestere Gestapo-kolonnen. Hvordan denne konfrontation udspillede sig, skal ikke afsløres her, men odds var ikke på de danske partisaners side. Aabybro blev centrum for et efterfølgende drama, der nær havde kostet den lokale modstandsgruppes medlemmer livet. I Fjerritslev dannede ca. 30 bevæbnede modstandsfolk en vejspærring på Østbakken, klar til ildoverfald, hvis Gestapo-folkene ville komme den vej på vej sydover. Og Klim-gruppen holdt Aggersund-broen under bevogtning i 5 døgn i afventen på Gestapo-folkene.

Bogen er spækket med beretninger fra datidens aktive modstandsfolk om deres lyssky virke, og forfatteren har også krydret bogen med et særligt afsnit om lokalkomiteens arrestationer efter befrielsen af såkaldt tyskvenlige i Brovst, der på et noget tvivlsomt grundlag også omfattede den lokale sognerådsformand, hvilket skabte splid mellem sognerådet og lokalkomiteen og førte til en langvarig polemik i det lokale dagblad.

Bogen er med fotos, skitser og navneindeks og er forsynet med komplette navnelister over alle de lokale modstandsgruppers mandskaber.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close