Misbrugere får ikke en skurvogn

0
Nordjyllands trafikselskab, der ejer ventesalen i Fjerritslev truede allerede i 2014, hvor billedet er taget, med at lukke ventesalen. Arkivfoto: Michael Koch
På trods af forvaltningens anbefaling har social- og sundhedsudvalget sagt nej til at opstille en skurvogn til byens alkoholmisbrugere. Den relativt lille gruppe misbrugere har i en del år brugt rutebilstationens venteværelse som varmestue, og det har passagerer klaget over gennem flere år.

Forvaltningens forslag var, at skurvognen kunne stilles op i Anlægget. Der har tidligere været en skurvogn, der brændte. Men den løsning kan udvalgets medlemmer ikke leve med.

– Kommunen kan ikke bevilge penge til en skurvogn, som folk kan sidde og drikke øl i, uden at der er knyttet noget opsyn til. Så er det ikke en social indsats, og tænk, hvis der skete noget med brugerne. Det ville jo ikke nødvendigvis blive opdaget, siger udvalgsformand Ib Nellemann (V).

Problemet med de ifølge forvaltningen seks-syv alkoholmisbrugere, der hænger ud i ventesalen, bliver altså ikke løst.

– Nu er det jo ved at blive varmere i vejret, og så tror jeg, at de rykker udenfor, men lige nu har vi ikke nogen løsning på problemet, så de må rykke ind på rutebilstationen igen til efteråret, siger Ib Nellemann.

Han ville gerne have haft et tilbud i form af en bemandet varmestue til misbrugerne, og der var da også tale om at indrette ventesalen til varmestue. Flere frivillige organisationer ville gerne hjælpe med opsynet, men ideen faldt på, at udførelsen vil kræve en ændring af lokalplanen.

Indtil videre må kommunen forlade sig på den generelle misbrugsindsats, siger Ib Nellemann.

– Vi har folk, der engang i mellem laver opsøgende arbejde på gaderne, og så må de jo tilbyde misbrugerne behandling, hvis de så vil tage i mod det, siger udvalgsformanden.

Forvaltningens feltstudier har vist, at en del af uroen ved og i ventesalen skyldes unge mennesker, der interagerer på uheldig vis med misbrugerne.

– Den del af problemet har vi bedt SSP-samarbejdet om at se på, ligesom vi i samme anledning har bedt børne- og familieudvalget om at se på sagen, siger Ib Nellemann.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close