Middelalderdage i Ørebro

0
Børnene prøvede blandt andet hvordan det er at gå klædt i middelalderdragte - det var en rigtig spændende emneuge. Privatfoto
Ørebroskolen har i hele uge 24 stået i middelalderens tegn. Skolen har nemlig haft en spændende emneuge om Middelalderen. Det er perioden fra omkring år 1000, hvor Danmark var blevet et kristent land og frem til reformationen i 1536. Der er blevet arbejdet på tværs af årgange og fag, men historiefaget har haft et særligt fokus. Eleverne var blevet sporet ind på emnet inden selve ugens arbejde gik i gang. De yngste elever havde arbejdet med en fortælling om to børn, som levede i middelalderen. De ældre elever havde arbejdet med emnet i historiefaget. Skolen havde også haft besøg af Kim Callesen fra Vesthimmerlands museum. Han fortalte levende om middelalderen og børnene prøvede at skyde med bue og pil.

I selve emneugen begyndte hver dag i egne klasser, hvor eleverne i første lektion arbejdede med forskellige temaer i Middelalderen og fik et godt kendskab til perioden. Resten af dagen arbejdede de i forskellige værksteder, hvor de blev inddelt i 4 store grupper på tværs af årgangene. Eleverne var i gruppe med deres skoleven. Så de ældre elever havde et specielt ansvar overfor de yngste. Førskolegruppen deltog også hele ugen. Det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan de store elever går ind og tager ansvar og viser omsorg for de yngre elever. På Ørebroskolen er der også børnehave og de var på besøg flere gange i løbet af ugen.

I værkstederne blev der arbejdet med mad, beklædning, gøgl og børneliv i middelalderen. Skolen havde allieret sig med Jørgen Stendal Mortensen, som er med i “Børns møde med kunsten” – et nordjysk kulturprojekt. Han har arbejdet meget med gøgl i middelalderen og deltaget i forskellige middelaldermarkeder rundt om i landet.

Hver dag foregik værkstederne udenfor på den store plads ved bålhytten. Her er skabt nogle helt fantastiske rammer for et udendørs læringsrum. Målet for ugen var at give eleverne et godt kendskab til livet i middelalderen, men også at styrke de sociale relationer på tværs af årgangene,

Torsdag var der en dejlig duft på pladsen, der blev nemlig steg et par grise, som skulle bruges til fællesspisning torsdag aften. Her var forældre og andre interesserede inviteret til middelaldermarked, hvor de kunne få et indblik i ugens arbejde. Desværre faldt arrangementet sammen med en af de få regnskyl, vi har fået den seneste måned, så aktiviteterne kunne ikke gennemføres helt som planlagt. De ca. 250 fremmødte tog regnvejret med godt humør og man rykkede tæt sammen i bålhytte, shelters og telt.

Selv om det hele endte lidt vådt er alle enige om, at det har været en helt fantastisk uge.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close