Krigen gjorde Cilia til Methas livsvidne

0
Metha Dall-Hansen (tv) og Cilia van Amerongen-Huurdeman betragter sig som søstre og har fulgt hinanden gennem hele livet, siden de mødte hinanden på togstationen i Halvrimmen efter Anden Verdenskrig sluttede. Cilia van Amerongen-Huurdeman var plejebarn og skulle fedes op. Men det var ikke et plejebarn, Metha Dall-Hansen fik på besøg for en kort stund, men en søster for livet, gennem tykt og tyndt - præcis hvad hun som enebarn havde drømt om at få. Privatfoto
– Metha er min røde tråd gennem livet, fortæller Cilia van Amerongen-Huurdeman smilende på fejlfrit engelsk og giver sin barndomsveninde, Metha Dall-Hansen, et kærligt klem på armen.

Metha Dall-Hansen smiler kærligt igen. For hende er Cilia van Amerongen-Huurdeman den søster, som hendes mor ikke selv fødte, men familien alligevel fik.

Det er mere end 75 år siden, de mødte hinanden første gang på togstationen i Halvrimmen. Anden Verdenskrig var netop forbi og glæden over at have kastet nazismens lænker af sig blev i store dele af Europa afløst af erkendelsen af, at man nu skulle kæmpe sig fri af dyb armod. Mange lande lå sønderskudte, ødelagte og udsultede hen.

I Holland, hvor krigen brød ud, da Cilia van Amerongen-Huurdeman blot var få år gammel, havde konsekvenserne været enorme for den civile befolkning.

– Vi havde ingenting at spise. Jeg husker, at min mor åbnede det skab, vi havde, og sagde: Det er helt tomt, vi har ingenting, fortæller Cilia van Amerongen-Huurdeman, der var tynd som et siv efter de mange år, hvor mad var noget, man talte om som en luksus, og de mørke nætter jævnligt blev gennemflænset af sirenernes hylen, når jagerflyene brummende fløj ind over Holland for at kaste dødbringende bomber.

Mens man i Danmark efter krigen hurtigt kom på fode, var sagen en ganske anden i Holland. Mad var en mangelvare og Cilia van Amerongen-Huurdemans far blev stadig mere bekymret for sin lille, spinkle datter.

– Min far var leder på et værksted, hvor man reparerede bilerne i byen, fortæller hun.

Lige efter krigen kom en højtstående læge for at få sin bil repareret, og Cilia van Amerongen-Huurdemans far sørgede for, at det skete hurtigt. Bagefter var lægen så taknemmelig, at han spurgte, om der ikke var noget, han kunne gøre til gengæld. Cilia van Amerongen-Huurdemans far bad om, at lægen kunne se på hans datter og undersøge, om der ikke var noget, man kunne gøre for at sikre, at hun ikke svandt helt ind.

– Jeg kom op og blev undersøgt, målt og vejet – og så sagde han, at jeg var alt for tynd. Jeg skulle til Danmark for at få noget at spise, fortæller Cilia.

Sammen med 29 andre børn blev hun sendt med tog gennem et bombet og ødelagt Europa.

– Jeg var så bange, fortæller Cilia van Amerongen-Huurdeman, der dengang kun var otte år gammel.

Toget gjorde stop i Flensborg, hvor børnene skulle overnatte i en bygning med køjesenge stablet tæt. Og den lille pige var rædselsslagen. Hvor skulle rejsen ende? Ekkoet af krigens rædsler kom så tæt på for børnene, hvoraf flere var langt yngre end hun.

Efter overnatningen i Flensborg gik rejsen videre med tog mod Danmark og for Cilia van Amerongen-Huurdeman var endestationen Halvrimmen.

Her stod Metha Dall-Hansen sammen med sin mor og mange andre kvinder fra området og ventede på de børn, der gennem Red Barnet skulle i pleje for at blive fedet op. Det var områdets kvindelige læge, der havde fået kvinderne på barrikaderne. I fællesskab havde de besluttet at hjælpe en lille del af Europas sultende børn.

– Jeg var 13 år, fortæller Metha Dall-Hansen, der tydeligt husker den dag, hvor de tynde og sultne børn strømmede af toget. Blandt dem var den pige, der skulle blive hendes livsvidne, og hun hendes.

– Jeg husker det så tydeligt, da Mor tog min hånd. Jeg tænkte: Det her, det er godt, fortæller Cilia van Amerongen-Huurdeman, der den dag i dag kan få tårer i øjnene af at tænke tilbage på netop det øjeblik, hvor en rejse fuld af rædsler og frygt blev afløst af tryghed, omsorg og hjertevarme.

Hun fik et værelse øverst på loftet i familiens hus, hvor hun straks faldt i en dyb søvn og sov i halvandet døgn.

– Da jeg vågnede, troede jeg, at jeg var kommet i himlen. Jeg var omgivet af alle dine dukker, siger Cilia van Amerongen-Huurdeman lattermildt til Metha Dall-Hansen, der smiler lidt genert.

Mødet blev skelsættende for dem begge.

Cilia van Amerongen-Huurdeman kom fra et pænt hjem i Holland, hvor de otte børn alle lærte at spille klaver. Men efter besøget i Danmark kunne hun også malke en ko og hakke hovedet af en høne – og hun lærte at tale flydende dansk. Men sul kom der nu ikke meget af på sidebenene – også selvom Cilias danske mor gang på gang nødede hende for at spise mere og mere.

– På den måde kan man nok sige, at jeg var en skuffelse, ler Cilia van Amerongen-Huurdeman, der for Metha Dall-Hansen på ingen måde var netop det.

For Metha Dall-Hansen, som er enebarn, var Cilia svaret på alle hendes bønner. Hun fik ikke et plejebarn på besøg for en sommer, men en lillesøster, som bor i Holland.

Senere fik Cilia en lillesøster, der blev opkaldt efter Metha.

Kærligheden er ikke til at tage fejl af, den er måske endda stærkere end ved mennesker bundet sammen af blodets bånd. For kvinderne har valgt hinanden til gang på gang gennem årene, der er gået. Metha Dall-Hansen har været på besøg i Holland, også med sin familie. Men dog ikke lige så mange gange, som Cilia van Amerongen-Huurdeman og hendes mand, Joop, har besøgt familien i Halvrimmen og senere Fjerritslev, hvor Metha Dall-Hansen flyttede til sammen med sin mand, fik børn og drev butik.

Cilia van Amerongen-Huurdeman mødte sin Joop tilbage i 1957, hvor han gjorde tjeneste ved militæret og skulle have en bil repareret hos Cilias far. Han tabte sit hjerte det øjeblik, han så hende. Siden da har de været uadskillelige, også i deres kærlighed til Cilia van Amerongen-Huurdemans danske familie.

Joop van Amerongen-Huurdeman smiler til sin kone, mens hun langsomt finder sit danske frem fra hjernens gemmer. Metha Dall-Hansen taler ikke flydende engelsk, men samtalen forløber uden problemer i en blanding mellem dansk og engelsk.

Begge kvinder har passeret de 80, men i disse øjeblikke, hvor de mødes, bringer historierne dem tilbage til 1946, hvor de blot var 8 og 13 år og verden lå for deres fødder.

– Jo ældre man bliver, jo vigtigere bliver historien. Jeg tænker stadig oftere på mit liv og på Danmark – måske skyldes det også krigen i Syrien. Det bringer så mange ting frem, siger Cilia van Amerongen-Huurdeman, der er sin danske familie evigt taknemmelig.

– De reddede mig. Det gjorde de virkelig.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close